For nogle børn kommer der måske aldrig ‘et bedre tidspunkt’.

 

“Hvad har I lavet i dag?” spørger Oscars mor lidt henkastet, på vej ud i garderoben.

Jeg fortæller hurtigt (for hun har vist travlt og er ikke rigtig interesseret), at vi jo har været i salen og lave rytmik og at Oscar er blevet god til at slå kolbøtter. Der smiles og vi tager afsked.

Jeg tænker: “Hun skulle bare vide!”

For i dag er der, ligesom i går, og i forgårs sket en million ting her i børnehaven.

Jeg vil fortælle dig om timen fra klokken 10 til 11:

Jeppe trækker mig i kjolen: ”Vil du ikke nok læse mit postkort? ”. ”Jo, det vil jeg vældig gerne, men lige nu er vi jo på vej over i salen, hvor vi skal lave rytmik”, så senere, Jeppe”

På vej over i salen fortæller Mohammed mig at hans morfar er død. ”Og min mor græder hele tiden” siger han bekymret. ”Hvordan har DU det? ” spørger jeg og får et hurtigt ”godt” – som jeg kan tvivle lidt på.

Vi er 2 pædagoger og vi har 16 børn med i salen. Jeg har lavet et program, hvor vi leger vi kører ud i junglen: ’cykler’ og ’er’ en masse forskellige dyr.

Børnene griner og synes det er sjovt. Men Amalie vil ikke være med. Hendes forældre er ved at blive skilt og hun har det ikke så godt. Jeg forsøger at få hende med, men opgiver og lader hende sidde

Til sidst leger vi fangeleg – megen grineri OG gråd, når to børn støder sammen eller falder og slår sig. Der trøstes og legen fortsætter lidt endnu.

Pludselig kan jeg se at Peter er helt våd. ”Har du tisset i bukserne? ” spørger kollegaen, men Peter benægter. Han har ikke gået i børnehaven så længe og er ikke rigtig faldet til endnu og undgår helst de andre børn, når der skal leges.

Sidse og Vigga kommer og vil holde i hånd, da vi skal hjem. De snakker i munden på hinanden. Om at de skal til dans efter børnehaven. Jeg skæver til Mohammed og Amalie – hvordan har de det nu? Min kollega har taget dem i hånden. Godt!

Kristian og Bo er kommet op at skændes med Katrine og Christina om, hvem der skal gå forrest og jeg bliver nødt til at gå ind i det. Vi går ind i børnehaven igen og skal til at have overtøjet af, for nu skal vi snart spise.

Én time ud af en dag ud af en uge……..ud af en barndom.

Oplevet meget forskelligt efter hvem du spørger.

Jeg er god til at lave rytmik, men jeg lægger mere vægt på, at jeg er god til at opfatte børnenes signaler og reagere på deres behov. Det synes jeg er det vigtigste i mit arbejde. Andre kan mene noget andet.

Kære politikere: giv mig og mine kolleger mulighed for at være mere nærværende og lyttende overfor de børn vi har i vores varetægt. De børn fortjener at føle, at de ikke er til besvær og at voksne ikke blot er nogle der stresser rundt for at nå at dokumentere og lave handleplaner, men har tid og ro til at sætte sig ned og fordybe sig sammen med et eller flere børn.

Jeg ‘så’ 10 børn på denne time. Håber min kollega så resten?!

Men mange beslutninger blev udskudt til et bedre tidspunkt (læs: når vi har mere tid).

Kommer det mon?