Minimumsnormeringer JA tak – men det kommer an på……….!

Klokken er 14.30, vi har lige spist frugt – vi er de 29 ældste børn i børnehaven og 2 voksne, en uddannet pædagog og en pædagogstuderende. Der skal ryddes op, tørres bord af og puttes i opvaskemaskinen og dagens skrald skal bæres ud. Børnene vrimler glade og forventningsfulde hen til det sted. de har valgt at lege Den studerende har fri om et kvarter. og jeg står alene tilbage på stuen resten af eftermiddagen. Mine kollegaer i resten af huset er ligeledes alene på deres stuer.

4 piger kan ikke blive helt enige om, hvem der skal være hvem i legen, de er meget uenige de kommer og beder mig om hjælp, 3 drenge vil spille stikbold – men kan ikke finde bolden, de kommer og spørger om jeg vil hjælpe dem, samtidig kommer 2 forældre ind af døren, de ønsker at snakke med mig under 4 øjne hver især – de vælger at ”stille sig op i køen”. Jeg ved at lige om lidt kommer Josefines mor, og jeg har en meget vigtig besked til hende, som ikke kan vente til i morgen. Jeg befinder mig midt i endnu en eftermiddag alene på stuen, hvor jeg konstant bliver sat i dilemma:

Hvordan skal jeg vælge hvor det er vigtigst at starte i køen af børn og forældre – der står konstant nogen i kø til, at fange min opmærksomhed – jeg oplever lige nu bestemt ikke mig selv som den nærværende tillidsfulde pædagog, som jeg ellers har ry for at være! Pludselig råber et barn: ”Dorrit jeg har fået næseblod” Og så behøver jeg heldigvis, eller rettere sagt desværre, ikke længere vælge eller overveje hvem der står forrest i køen, hvem der har mest brug for mig, min hjælp, mit råd, min vejledning eller min støtte til at klare hverdagens helt almindelige og dagligdags små eller større udfordringer.

Dette lille glimt fra en ganske almindelig hverdags eftermiddag, foregår i mange danske daginstitutioner hver eneste dag. Hvilken hverdag ønsker vi pædagoger for børnene? Er det reelle ”Minimumsnormeringer”? – hvori vi på en eller anden måde drømmer om, at børnenes hverdag bliver sikret en eller anden form for minimum af pædagogisk kvalitet? Men det kommer an på, hvor langt ned den minimumsgrænse skal sættes – og af hvem? Bliver vi som fagpersonale taget med på råd? Bliver det vores værste mareridt, at der bliver sat en minimumsnormering som svarer til normeringen i min børnehave, eller endnu mindre, som vil betyde at mange andre børnehaver skal ned på vores niveau?

Det helt store spørgsmål handler vel i bund og grund om, hvor livsduelige ønsker vi børnene skal være inden de starter i folkeskolen, hvor målsætningen bla. er at alle børn skal blive så dygtige som de kan, og hvor 95% af en ungdomsårgang gerne skulle kunne tage en ungdomsuddannelse!

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl. Hvis vi overhovedet skal have en chance for, at leve op til kravene og forventningerne i Dagtilbudsloven, hvor formålet er at fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring. Så har vi i Danmark brug for Minimumsnormeringer som svarer til langt færre børn end de 11-12 børn pr. pædagog som normeringen i min børnehave er. Så – kære politikere, tag os pædagoger med på råd vi er eksperterne på området, vi står med hænderne dybt begravet i hverdagens dagtilbud hver eneste dag. Vi ved så ekstremt meget om, hvad vi kunne gøre for det enkelte barn og børnegruppen som helhed, hvis vi fik nogle Minimumsnormeringer – som gør det muligt for os, at leve op til Dagtilbudslovens formål og indhold, hvilket kræver minimum 2 pædagoger på stuen samtidigt.

Hilsen Dorrit – glimtvis nærværende, tillidsfuld, kreativ og fagligt velfunderet pædagog