Hunden i vuggestuen

hund
Et forældrepar var på besøg i vuggestuen, med deres lille datter, som skulle starte på institutionen.
Jeg viser alle tre rundt, fortæller om stedet, om de forskellige rum og om dagens gang.
Da vi er færdige siger forældrene tak, og faren nævner som en lille sidekommentar, at han grundlæggende ikke giver en skid for pædagogik, og i øvrigt mener at børnene kunne blive passet af en velopdragen hund.

Jeg blev rimelig paf, og fik ikke kommet med et smart comeback, så her kommer det, 8 år senere.

Den holdning han gav udtryk for er selvfølgelig ekstrem, men man møder den ofte i en light version.
“Alle kan da passe børn!”, “Jeg lavede det samme som pædagogerne da jeg var tilkaldevikar i børnehaven”.
Ovenstående udsagn, krydret med vedvarende nedskæringer på bemandingen i daginstitutionerne, og stadige opnormeringer i antallet af børn, fortæller lidt om dagligdagen for pædagogerne idag.

Jeg ville næsten ønske at denne far havde taget sit barn ud af institutionen, og havde hyret en velopdragen labrador istedet, så han senere kunne opdage hvilken forskel pædagoger gør.

Vil man have en pasningsordning, hvor pædagogens primære opgave er at sørge for at børnene ikke dør, så kan man sagtens ansætte en hund istedet, men en hund formår ikke at understøtte børnenes verbale udvikling, ved at synge med dem, ved at sprogstimulere via samtale om børnenes omgivelser, ved at bruge sprogudviklende metoder, såsom tegn til tale i dagligdagen.
En hund formår ikke at styrke børnenes motoriske udvikling ved at støtte deres arme når de tager deres første skridt, ved at øve gribelege, og senere lave motorikbaner der styrker børnenes forståelse for kropslige rum.
En hund formår ikke at udvikle børnenes sociale kompetencer, at indgå i fællesskaber, at løse konflikter, at sanse verden og at vokse op og bidrage til velfærdssamfundet, og at blive en fuldendt og mangefacetteret verdensborger.

Vil man tilbyde sine børn mere end bare en pasningsordning fra 7-17, så må man prioritere anderledes, stoppe nedskæringer og opnormeringer i institutionerne, og acceptere vigtigheden af pædagogens rolle i børnenes liv, og i vores (velfærds)samfunds bevarelse.