De firkantede øjne blev til autister

Da jeg var en lille purk i Nordsjælland, elskede jeg at se tegnefilm på fjernsyn. En lille historie jeg kan huske fra min barndom, var en aften min far så på mig da jeg sad og så fjernsyn. Jeg sad som jeg gjorde hver fredag med en skål slik, der snart var tom og ventede på at Disney Sjov skulle starte. Han sagde, som en far der nu synes han sjov, at jeg fik firkantede øjne af at se fjernsyn. Jeg kan huske den måske lidt for store vingummi, jeg lige havde taget i munden på det tidspunkt, voksede voldsomt. Jeg salvede og klistrede og kunne ikke så godt fremkald min synkebevægelse.

Jeg vidste dengang intet om metaforer og tænkte desuden rigtig meget i billeder. Så min stakkels lille, hjerne startede en lille film om mig selv, som sad i en sofa med firkantede øjne. Rundt om mig danser to egern og en bjørn, der også havde firkantede øjne, imens musikken fra Nødepatruljen bragede igennem.

Senere den aften da jeg lå og skulle sove i mit mørke værelse med min lillebror, som allerede var faldet i søvn, dukkede billederne op igen. Jeg var bange. Jeg fandt heldigvis ud af dagen efter, da jeg igen talte med min far, at det ikke passede og at det bare var fordi min far også ønskede, at jeg lavede andet, end at se film.

I dag er det iPad’en og ikke fjernsynet der gør os bange . Den kravler ind i vores hjem og i vores daginstitutioner.

I Maria Albøg Jespersens artikel: “Hjerneforsker advarer mod iPad: Frygter en hel generation af autister”, bliver der skrevet, at børn der udelukkende opholder sig i et to dimensionelt univers bliver ude afstand til at sætte sig i hinandens sted. Børn- og familieterapeut Camilla Carlsen Bechsgaard giver iPad’en skylden og siger i artiklen: “Min oplevelse med mange små børn er, at hver gang de keder sig, og de er trætte, fungerer iPad’en som en omgående problemløser”. Hun mener at man bør begrænse brugen.

Jeg kan godt forstå når Janus’ mor kommer med et bekymret blik i øjnene og ikke kan forstå, at vi nu også skal have iPads i vuggestuen. Det giver mening, hvis hun har læst Maria Albøg Jespersens artikel. Jeg har dog svært ved at tro, at alle vores børn er på vej til et liv i det autistiske univers. Jeg ér enig med Camilla i, at for meget brug hæmmer barnets udvikling, men jeg tror også at de digitale medier, er et vilkår for vores børn. Det første børn ser er jo bl.a. deres forældres iPhone, når de skal agere pragteksemplar for forældrenes Facebookupdateringer.

Sagt på en anden måde. Vi kan ikke lade vores børnene udelukket sidde ved en iPad i deres egen lille glasbobbel, ligsom vi heller ikke udelukket kan lade vores børn være i naturen.De har behov for, både at få lov til at være i naturen og udforske iPad’en, samt en hel masse mere, for at blive livsduelige mennesker.

Det er både forældres og pædagogers opgave sammen at støtte Janus, i at han ligesom alle andre danske børn, for mulighed for at bruge og udforske naturen, men så sandelig også iPad’en. Den rummer nemlig en masse muligheder, for at lære mere om Verden, hvis vi viser Janus hvordan. Vi kan jo starte med, at give ham et alternativ til Teletubbies eller Minecraft videoer på youtube og Rasmus Klump spil og måske tage iPad’en med ud i naturen og ud i Verden, for at bruge den sammen med Janus.

Jeg havde en far, der var opmærksom på mig og vidste, at jeg havde brug for flere måder, at bruge Verden på, så jeg nåede aldrig, at få firkantede øjne. Janus bliver heller ikke autist, fordi jeg ser ham og giver ham mulighed for mere. Som en bonus for han muligheden for, at blive et livsdueligt menneske, der både kan være social, men også bruge en iPad.