Folkeskolereform med ondt i maven

Det er mandag og jeg bevæger mig op mod 1.a. Tankerne flyver. Gad vide hvordan det går med Maria i dag? Denne livsglade pige, som pludselig har ændret sig til en gennemsigtig, grå og usynlig pige. Jeg går ind af døren, de har matematik. Jeg har knap nået at lukke døren før Maria, som så mange gange før, stiller sig tæt op af mig og siger: ”Anette, jeg har ondt i maven”. Marias mor bekræftede min mistanke før weekenden. Maria er ikke syg. Maria mistrives. Jeg giver matematiklæreren besked om, at jeg tager Maria med ud af klassen og siger til Maria, at nu skal vi have en ’ondt i maven snak’.

Maria følger glad med, vi har nemlig noget helt specielt sammen. Som hun selv udtaler: ”Det er som om, vi har kendt hinanden altid.” Vi sætter os ned og vi snakker om, hvordan ondt i maven nogen gange kan betyde noget andet, end at man er syg. Jeg tegner et ”ondt i maven” barometer for hende, der går fra 1-10 og fortæller, at nogle gange kan man godt kan få ondt i maven når noget er svært og at det måske er en ”fire”. I min bevidsthed ligger det faktum, at det boglige arbejde hverken falder let eller naturligt for Maria og de lange skoledage tager hårdt på hende. Maria griber bolden med det samme og fortæller mig, at det er meget svært i matematik og så kan hun godt få ondt i maven. Nogen gange er hun bare så træt, at hun har brug for en pause. Vi udfylder hele barometeret, med Marias beskrivelser af, hvad der kan være galt og hvad hun kan have brug for. Vi klipper det ud, laminerer det og Maria kan tage det frem, når hun får ondt i maven og de voksne omkring hende, kan hjælpe hende med, hvad der kan være på spil.

Få dage efter kommer Maria løbende i mod mig med et stort smil: ”Anette, Anette i dag fortalte jeg, at det var en fire, og vi fandt ud af, at den side jeg var ved i matematik var for svær og så fik jeg hjælp!”. Tilbagemeldingen er den samme fra matematiklæreren; Maria var kørt fast i en opgave, men et par enkelte krydser gjorde opgaven mere overskuelig for hende og hun kunne lave opgaven færdig.

Maria er desværre blot et af mange børn, der har uforklarlige symptomer på ondt i maven efter folkeskolereformens indtog. I en hverdag som skolepædagog, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde været der for Maria. I undervisningsministeriets guide til reformen bliver det beskrevet, at lærere og pædagoger i højere grad skal samarbejde om elevernes læring, fordi samarbejdet mellem flere professionsfagligheder giver dygtige og livsduelige børn, der trives. Derved kan vi nå et af de tre mål: Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. Flere lektioner er nu skemalagt med både en lærer og en pædagog tilknyttet klassen, et element i reformen som netop kan sikre elevernes læring – når det lykkes.

Som pædagog oplever jeg oftere og oftere at blive trukket ud af klassen, når vi er to tilknyttet undervisningen. Jeg bliver f.eks. trukket ud for at være lærervikar i en anden klasse, hvis læreren er syg eller er på kursus. Jeg er kastebold i et virvar af kaos for at få hverdagen til at hænge sammen – og er desuden en billig løsning på virkardækning. Om morgenen ved jeg aldrig om jeg skal understøtte i 1.a., som det står på mit skema, eller om jeg skal være lærervikar i 2.b i matematik – det giver MIG ondt i maven. Jeg kan nemlig ikke udføre mit arbejde som er så betydningsfuld for elever som Maria.

Som pædagoger, har vi netop øje for det enkelte barns behov og har tradition for at tilpasse rammerne til barnet, fremfor at forvente at barnet kan tilpasse sig de eksisterende rammer. I dette tilfælde, lykkedes det mig at ændre rammerne for Maria og hun er nu i gang med at blive så dygtig, som hun kan. Så kære politikere, fagforeninger og ledere sørg for, at pædagoger bliver brugt SOM pædagoger i folkeskolen. Ved at anvende og prioritere vores kompetencer i samspil med lærerenes er vi et stort skridt nærmere målet – at få dygtige og livsduelige børn, der trives.