Kig nu på mig, mor…

”Der kommer min mor”, udbryder Mille som sidder ved siden af mig. Hun kan se sin mor ude på fortovet foran børnehaven, men moren har endnu ikke set sin datter i vinduet, da hun går med mobilen og taler.  Mille er ny i børnehaven. Flere gange i løbet af dagen, giver hun udtryk for at savne sin mor. Mille har fulgt mig og mine kollegaer… Det er rart og trygt med én af os tæt ved. Jeg beder Mille om at vente på stuen, da hendes mor ikke er kommet ind i børnehaven endnu. Mille hopper ned af stolen og går rastløs rundt, med et stort smil, for NU hun skal hjem. Hendes arme er åbne og klar til at kramme hendes mor som kommer ind ad døren…. Lige om lidt… liiiige om lidt… NU kommer hun vist… eller nu? Hvor er min mor?

Jeg ser det alt for tit. På vej ind i institutionen, i Føtex, i bussen, på gaden med barnevognen eller hunden, til møder, på legepladser. Ja, jeg ser det faktisk alle steder. Mennesker med gløden af dødt koldt lys i ansigtet. Mobilen gør mange til blege digitalt afhængige zombier, for man skal jo liiige tjekke Facebook, Twitter, Instagram, mail, nyheder osv… Ja, selv armbåndsure er overflødige, for der er jo ur på mobilen!

Jeg ser en artikel hvor en jordemoder klandrer nybagte forældre for at ignorere deres nyfødte mirakel, for NU skal det da deles med hele verden via billeder og tekst på Facebook og lignende medier. Niels Peter Rygaard, børnepsykolog med speciale i omsorgssvigtede børn, slår alarm da det bl.a. er et svigt til skade for dets sociale kompetencer senere i livet.

Tilbage i børnehaven står jeg stadig med lille Mille. Hendes arme og skuldre hænger ned langs siden. Hendes store blå øjne og brede glade smil, er faldet tilbage i de samme folder som inden hun fik øje på sin mor. Hun sukker og slår frustreret ud med armene. Døren går og ind kommer mor med et stort smil og åbne arme. ” Heeej mors skat”, siger hun og går hen mod Mille. Mille kigger op på mor og giver sig til at græde. ” Jeg så du kom, men så troede jeg du var gået igen, mor” siger Mille og kigger på sin mor. ”Nej da, lille skat. Mor skulle bare lige tale i telefon”. Vi kigger alle 3 på hinanden, og de går ud i garderoben. ” vi har faktisk også lidt travlt siger mor, og tager mobilen op af lommen for at tjekke klokken”…

Vi har alle hver især pligt til at give børnene den opmærksomhed de har brug for, og jeg tror vi vil opleve et langt mere nærværende samfund, hvor vi kan tale med hinanden, uden nødvendigvis at føle behov for at trykke ’like’ hvis vi er enige. Børns udvikling skal ikke opleves og dokumenteres gennem en kameralinse på mobilen, og hvem har ved eftertanke ikke mere lyst til sit barn, end til en mobiltelefon? Børn skal ikke sættes i verden for så at blive ignoreret fra første færd, af statusopdateringer og sms’er. Ethvert barn vil få et hak i selvværdsfølelsen, når en forælder rykker mobilen op af lommen midt under aktivitet eller tale med det enkelte barn.

Er man ikke også som forælder nødt til at kigge ind ad, inden der kigges skævt til pædagogen i barnets institution, som du sikkert mener tit har travlt og ikke altid er nærværende? Der er den forskel at pædagogens manglende nærvær, ofte skyldes dårlige normeringer, hvor mange forældre ikke er nærværende fordi mobilen igen vibrerer i lommen. SÅ sluk mobilen, se på dit barn, lyt til dit barn og tal med dit barn.