Kostordning eller hjemmesmurt kærlighed

Jeg går gennem fællesrummet, og er på vej i køkkenet. Sofus og Mille hopper på madrassen. Jeg spøger dem, om de vil med i køkkenet for at hente rullebord. Vi går der ud, og de ved præcist hvad de gerne vil. De hopper straks op på rullebordet for at køre afsted. Hov vi skal lige have madpakkerne med siger jeg. De går med ned og åbner køleskabet. De får straks øje på deres egne madkasser og transportere dem op på rullebordet i den anden ende: ”De andre madkasser skal vi også have med, Mie, Liv og Malte skal også have mad”. Børnene ved lige præcis hvis den røde madkasse med mariehønen er.

På stuen sidder 7 forventnings fulde børn og synger, mens de venter på deres madpakke. Da rulleboret kommer ind med alle madpakkerne og to børn bliver der trampet i stolene og hvinet af glæde. Mads hopper ned fra sin stol for at hente sin madpakke. I dag er det Sofus og Mille der deler madpakker ud, siger min kollega. Mads kommer op på sin stol igen. De to børn, får delt alle madpakker ud, og har helt styr på, at få den rigtige madkasse hen til den retmæssige ejer. Nu kan det ikke gå stærkt nok med at få åbnet madkassen og få gang i alle sanserne – hvad har far eller mor mon fundet på, at komme ned i dagens gavekasse?

Børnene elsker deres madpakker, og det er medskabende i deres forståelse af ”Jeg og dem” – hvilket er identitetsskabende. Børnene er i en verden hvor alt er vuggestuens, og endelig har de noget der er deres eget. Noget som hver dag kommer med ind på stuen, og bliver omdelt med respekt for det enkelte barn. Vi bruger madpakken til at skabe et forpligtende fælleskab, hvor alle børn bliver set af de andre. Når de åbner madkassen indeholder den gaver af sansemæssige oplevelser der er udvalgt af mor eller far. Vi taler om hvad der er i, og de forskelligheder madpakkerne indeholder.

Sofus og Mille skal ikke længere dele madpakker ud. Via forældreafstemning er det besluttet, at vi skal have kostordning, en beslutningsproces der er defineret i en lovgivning. En lovgivning der er baseret på udemokratiske processer, hvor en passiv deltagelse giver en automatisk ja-stemme til kostordningen.

Kostordning eller hjemmesmurt kærlighed – Vi holdt så meget af vores madpakker og nogle holder af deres kostordning, ud fra pædagogiske og faglige augmenter der giver mening i den givne virkelighed. Når lovgivningen per definition tilbyder en kostordning, underkender politikerne os som pædagogiske fagpersoner, hvis mål er, at skaber en pædagogiske praksis ud fra argumenter der er til børnenes bedste.

Kære politikere: Lad pædagogerne og forældrene indgå et samarbejde, hvor vi i fællesskab arbejder med mad og pædagogik – Vores virkelighed er kontekstafhængig, og har til sigte at bygge på samarbejde og fællesskab omkring børnene.