Undskyld, kunne jeg få lov at byde ind med min faglighed?

Jeg hørte, at pædagogerne mangler uddannelse for at kunne finde ud af at arbejde i skolen. Men jeg tror, at det lige så ofte handler om, at pædagogerne er blevet i tvivl om deres professionsidentitet. De er nemlig tvunget ind i et system, hvor deres faglighed sjældent får spillerum nok. Hvis man har taget en uddannelse og skal gøre noget andet end det, man er uddannet til, så bliver man helt naturligt usikker og i tvivl om sine evner.

Forestil dig, at du er udlært tømrer. Et murerfirma synes, de har brug for sådan en som dig. Det kan gøre byggeriet mere spændende. Du kan noget andet. Det vil de rigtig gerne drage nytte af. Men når du får idéer siger de: Det går jo ikke. Det her er et murerfirma. Og når de beder dig gøre noget, så vil de helst have dig til at lægge mursten. Det synes du er svært. Du føler dig rigtig dum en stor del af tiden, fordi du alt for sjældent gør det, du er bedst til. I frokostpauserne griner de lidt af, at du får mindre i løn. Det er fordi de kan noget, som du ikke kan. Nogle gange ved du ikke helt, hvad du skal stille op med dig selv. De andre kan lægge stenene helt lige, og dine er hele tiden lidt skæve, for du er jo vant til at arbejde med træ. Så nogle gange må du give op og bede dem om hjælp. Så kommer du med et forslag mere om, hvordan du kan benytte dig af det håndværk, du er udlært i. For det meste siger de: Det er vel nok en god idé. Men det her er jo et murerfirma.

Sådan føles det for mig at være pædagog i skolen. Sådan var det meget ofte før reformen. Sådan er det også efter reformen. Jeg er en dygtig pædagog. Men jeg hverken kan eller vil undervise. Det er ikke det, jeg er god til. Det er ikke det jeg er uddannet til.

I den skolereform politikerne har udarbejdet, og tvunget ned over hovedet på alle os i folkeskolen, nævner de pædagogerne adskillige gange. Som om de faktisk, dengang de udarbejdede reformen, mente at vi var vigtige samarbejdspartnere i skolen. Siden har jeg stort set kun set det ene opslag efter det andet fra politikernes hånd, og hørt den ene kommentar efter den anden fra deres mund, hvor udelukkende lærerne nævnes i forbindelse med skolen. Det samme sker i medierne. Når der tales om skolen hører det til undtagelserne, at man nævner pædagogerne og de pædagogfaglige kompetencer. Det mest provokerende er, når vi heller ikke nævnes i forbindelse med inklusion. Her taler og skriver de istedet om, at lærerne skal have mere uddannelse for at kunne håndtere den del af reformen.

Tager politikerne pis på os allesammen? Er det meningen at lærerne skal blive pædagoger og pædagogerne skal blive lærere? Mit forslag er, at vi hver især får lov til at gøre det, vi er uddannet til. På den måde kan vi komplementere hinandens faglighed, ikke mindst til glæde for alle børn i skolen.

Eftersom det er hårdt nok for mange af os at gå på arbejde dag efter dag, uden at miste den faglighed som vi er stolte af, så kunne det være rart med en smule anerkendelse fra jer, som skrev os ind i reformen. I kunne begynde med at sige:
Lærerne OG pædagogerne.