Bedre normering sikre vores velfærdsstat

Jeg er på arbejde i vuggestuen en tirsdag formiddag, 3 børn holder fri, og 2 børn er syge. Jeg sidder ved et bord med 4 vuggestuebørn, vi skal til at spise. Carla vælter sit glas, i det hun prøver at holde om det. Peter skal til at tage nogle ris fra en skål, men skeen smutter fra ham, og der ligger ris over hele bordet og gulvet. I mens jeg er ved at fjerne det værste af risene, råber Ellen fra modsatte side af bordet, “Se Bettina, jeg hjælper Peter med at hælde ris op, og jeg spilder slet ikke”, hun smiler stort, og jeg siger, “hvor er du sej Ellen”. Denne dag mangler vi 5 børn, så i dag ser jeg Ellen, og har tiden til at anerkende hende i det, der er en helt almindelig spisesituation i vuggestuen.

Som pædagog i en vuggestuen arbejder vi hver dag med, at give børnene sejre, i at kunne selv. At mærke glæden ved at hjælpe andre, og være gode ved hinanden. Det er en stor del af deres udvikling, både motorisk og deres dannelse af selvværd og selvtillid. Skal børn blive robuste og kunne klarer de krav der stilles resten af deres liv, er det vigtigt at have tiden til nærværet i arbejdet med børn. Jeg kan ikke lade være med at have en bekymring for disse børn i fremtiden.

Vi har i dag unge, der ikke føler de kan leve op til de forventninger og krav der stilles til dem. Unge der får psykiske problemer, spiseforstyrrelser, angst, depression osv, fordi de oplever det ene nederlag efter det andet, når tingene ikke lykkedes, eller de kan ikke leve op til de krav der sættes fra forældre, venner, og samfundet.

Der har været nedskæringer igennem mange årtier indenfor børne/unge området, kan det tænkes at dette er en konsekvens af vores samfundsudvikling?

Det er bevist, hvor stor betydning det har at børn får nærvær, og i min hverdag er det en tydelig forskel hvis vi nogengange er så “heldige” at 5 børn har fri en dag, og vi er 1 voksen til 3 vuggestuebørn. Der er en helt særlig ro og et kæmpe nærvær i gruppen, og jeg har tid til at give Carla fuldt fokus på, at hun selv skal tage hendes bukser og strømper på, og det lykkedes, eller hun har tid til at øve sig, med en voksen til at støtte hende. Det er disse dage jeg lever højt på, fordi at disse dage, føler jeg at have gjort mit arbejde som det burde være. TÆNK hvis dette var hver dag, og hvad dette ville gøre, for vores fremtidige generation.

–  Så til jer politikere, der sidder med magten til at kunne gribe disse børn, se på hvad der sker ude i virkeligheden, for man kan komme i tvivl om i lever i vores virkelighed.

Vi kan gøre så meget mere for børnene, der skal sikre vores fremtidige velfærdsstat.

Vi kan sørge for at der er pædagoger nok i deres vuggestue, deres børnehave og deres skole. Så der er voksne hver dag, som ser dem, voksne med tid, til at give dem de redskaber de skal bruge, for at de ikke som unge/voksne giver op.

-Debatten om minimumsnormeringen er vigtig og det skal tages alvorligt, og det handler om mere, end bare en masse pædagoger der har det hårdt, og har ondt af sig selv, det er VIRKELIGHED og jeg opfordre enhver politiker til at komme ud i denne virkelighed og se hvad der sker ude i institutionerne.