Pædagogisk knowhow haves – på sylteglas!

Hold nu kæft, hvor trænger det danske samfund til et gennemgribende sundhedstjek!

Den 3. sep. 2015 læste jeg pædagog Lillian Redams bidrag i politikken ”Så blev jeg et nyttigt fjols”. Her beskriver Lillian den deroute, hun har oplevet, siden hun pådrog sig en arbejdsskade. Lillian har 24 års erfaring som pædagog men er nu i nyttejob. Hun hiver i disse dage gyldenrisrødder op med håndkraft – ta´den! Et styk pædagog i ”sylteglasset”!

Jeg blev vældig berørt af Lillians historie. Berørt, vred og frustreret. Fordi det, der er en personlig tragedie for Lillian, samtidig er et tab af menneskelig og faglig erfaring og viden for det pædagogiske fag og for samfundet generelt!

Jeg får lyst til at råbe “grib til våben!” og “Vive la revolution!” Jeg har, som Lillian fået nok af sure gamle mænd og kvinder (Som David Trads ynder at kalde dem!), der fordi de har penge på kontoen, har det rigtige navn eller sidder i den rigtige stilling, sætter dagsordenen for, hvordan vi, der er OPPE i det virkelige liv – OPPE i praksis, skal leve livet og udføre vores arbejde.

Lillian har stødt panden mod muren i et stift og rigidt system. Jeg er ikke truet på min grundlæggende eksistens (endnu) – men må hver dag forholde mig til, at jeg skal efterleve tåbelige værdier, idéer, arbejds- og sagsgange, der danner grundlag for, hvordan mit pædagogiske arbejde skal udføres.

Værdier og idéer skabt af mennesker, der aldrig nogensinde har set en daginstitution indefra – aldrig nogensinde har mødt Petra på 4 år, som er udsat og i den grad har særlige behov. Petra, som vi ved hjælp af godt og solidt pædagogiske arbejde nu har fået på ret køl – sikke en knowhow vi har. Men den knowhow får lov at hvile i fred, fordi ingen er nysgerrig på, hvad vi foretager os OPPE i praksis.

Når en anden institution i nærområdet støder ind i lignende problemer med et barn – så er det sgu ikke mig OPPE fra praksis, med en kæmpe stor portion viden og knowhow om at arbejde med udsatte børn, der bliver ringet efter! Nej, så starter hele møllen. Konsultativt forum, tværfagligt træf eller samarbejdsudvalgsmøde – kært barn har mange navne! Tilkald talepædagog, tilkald fysioterapeut og tilkald psykologen “Har I prøvet med piktogrammer”? Ja, gu fanden har vi prøvet med piktogrammer! Hallo, der er brug for viden om, hvordan vi kan inkludere børnene i dagligdagen – viden om grundlæggende tilgang i praksis. ”Hvordan gør vi i morgen, når Petra skal have regntøj på og ikke vil”?

Jeg underkender på ingen måde, at vi i det pædagogiske felt skal samarbejde på tværs og jo jo, der findes masser af superkompetente psykologer – bevares! Det er ikke dem, jeg er efter!

Men jer – Embedsmænd og politikere, der uden indsigt og selvkritik har skabt tåbelige arbejdsgange, floskelfulde værdier og idéer. Nu kommer jeg efter jer! “For mor her, ka´ ik´ klare mer” Om det handler om dig Lillian, om Petra eller om mig! – Nu er det nok! Vi skal have låget skruet af det pædagogiske sylteglas!

Jeg kender så mange superkompetente pædagoger med stor praksiserfaring inden for motorik, sprog, udsatte børn osv. Den ene vidensbank efter den anden i forhold til, hvordan man lynhurtigt kunne ændre handling i praksis til gavn for Petra og alle andre børn – udsatte eller ej!

Er der da intet håb? Jo, håb er der! Så skriv løs Lillian, giv den max gas – Stod det til mig, skulle du også ud og holde stribevis af foredrag og besøge institutioner for at udbrede din store faglige viden, så den bliver til brugbar praksis.

Tag mig med! Vi sidder i samme båd – UDEN ÅRER! for dem har sure, gamle mænd og kvinder taget fra os. De står og vinker til os med årer, de slet ikke har fantasi til, hvordan de skal bruge!!!! Men vi skal gi´ dem skal vi! “Vive la revolution”!

God kamp!