Sig sandheden: I Danmark er det ikke en skam, at aflevere sit barn i daginstitution.

Jeg læste en artikel i Jyllandsposten den 20-9-2015, om en amerikansk journalist og mor, som da hun kom til Danmark, blev forundret over, at det ikke er en skam for danske forældre at aflevere deres børn i institutioner, de gjorde det med god samvittighed. Det skulle hun vænne sig til, men hun blev til sin egen forundring, glad for sit barns vuggestue.

Artiklen fik mig til at tænke på Tove Ditlevsens digt, ”Jeg er din barndomsgade” som Anne Linnet har gjort til folkeeje med sin sangstemme.

Jeg er pædagog i en børnehave, mine kollegaer og jeg er barndommens gade.

Jeg er den, der trøster og sætter plaster på, når du falder og slår dig.

Jeg er den, der hjælper dig med at blive gode venner med din ven igen, når i er blevet uvenner.

Jeg er den, der tager dig med i gymnastiksalen, hvor vi slår koldbøtter og jeg lærer dig, at gå på line.

Jeg er den, der roser dig, når du stolt kommer og viser, den tegning du har lavet.

Jeg er den, der sidder på hænderne i garderoben og fortæller dig, hvordan du tager dine regn bukser på og ser dit stolte blik når det lykkes.

Jeg er den, der tager dig og dine venner med til fjorden, vi kaster sten i vandet og taler om de forskellige ting vi finder.

Jeg er den, der får dig til at spidse øre og sidde på nåle i spænding, sammen med 20 andre børn, for at høre hvem det nu er, der har lavet lort på muldvarpens hoved.

Jeg er den, der læser historie med nye ord, som er svære og spændende.

Jeg er den, der danser børnezumba i fællesrummet, sammen med dig og dine venner, indtil vi er helt svedige og ikke orker mere.

Jeg er den, der kommer ind og hjælper med at bygge hulen, når du og din bedste ven ikke kan selv.

Jeg er den, der hjælper dig med, at sige nej, når du ikke har lyst til at lege.

Jeg er den, der hjælper dig med, at holde ud, at din ven ikke vil lege.

Jeg er den, der hjælper dig med, at sige det med munden, som du nogle gange fortæller de andre børn med dine hænder.

Jeg er den, der hjælper dig med at finde ud af, at fællesskabet er et godt sted at være.

Jeg er den, der støtter dig, når det er hårdt at vente på, at det bliver din tur.

Barndommens gade, skal være et trygt sted at være.

Jeg tror ikke, Tove Ditlevsens gade var så trygt et sted at vokse op. Jeg håber ikke, at børn i de danske daginstitutioner, lærer at hade og får vagtsomme øjne, husker grå hænder og et bekymret blik, når de tænker tilbage. Men husker tilbage på, at der i barndommens gade var, en voksen som havde tid , som gav dem sjove oplevelser og trøstede dem når livet var hårdt.

Barndommens gade, er det de danske institutioner og pædagoger er for børn i dag, det være sig dagplejer, vuggestuer, børnehaver skolefritidshjem, skoler, junior og ungdomsklubber.

Fundament til livet.

Den amerikanske kvinde oplevede, at det danske system presser familier til, at aflevere deres børn. Det har hun ret i, sådan er vores danske samfund indrettet. Begge forældre er på arbejdsmarkedet. Det skal vores børn også når de når voksenalderen, men for at de kan klare det, skal fundamentet være i orden og det fundament er vi som pædagoger med til at skabe. Derfor skal kvaliteten også være i orden, det betyder, at der skal være personale nok i daginstitutionerne til, at varetage den meget værdifulde opgave det er, at ruste børnene til livet.