Kommentar bragt i Information den 23. Marts 2015.

Vi svigtede Sandra.

8,2 procent af en skoleårgang ender uden for samfundet. En af grundene er, at kommunerne tvinger børn i skole, før de er modne til det. Målet er at spare penge og at håndhæve mantraet om, at alle skal kunne rummes. Det kan de bare ikke.

Som børnehavepædagog har jeg taget afsked med en del børn, der stod for at skulle begynde i SFO. Hver gang har jeg været fyldt af sørgmodighed og stolthed på samme tid. Sørgmodighed, fordi min tid sammen med de fantastiske børn var slut, og de nu ikke var min glæde og mit ansvar mere. Stolthed, fordi jeg ved, at det, vi giver dem med fra børnehaven, har givet dem et solidt udgangspunkt for at klare sig godt i skolen. Men sidste år måtte jeg også udholde en frygtelig fornemmelse af, at vi svigtede et barn – ikke som børnehave, men som samfund.

Min fornemmelse skyldtes Sandra. Hun havde mange gode kompetencer. En af dem var hendes fantasi. Hun kunne digte de mest fantastiske lege, hvor både drager, heste, biler og Batman indgik. Hun var også rigtig sød ved de andre børn og blev meget berørt, når nogen var kede af det.

Men der var også områder, hvor Sandra skulle have støtte. Blandt andet når hun skulle deltage i aktiviteter, hun ikke selv havde valgt. Her blev hun helt passiv og lukkede sig inde i sig selv. Hun havde også svært ved at lege med jævnaldrende og legede bedst med børn, der var to år yngre end hende selv.

I fare for at synke
Sandra havde også andre udfordringer, som samlet set gjorde, at jeg allerede nu kunne se for mig, hvordan hun i mødet med skolen ville ende som Titanic. Hun ville gå til bunds i et hav af umulige krav og forventninger. Dernede ville vægten af fiaskoer og nederlag tynge så meget på hendes skuldre, at det ville blive næsten umuligt for hende at stige op og gennembryde overfladen til det gode liv, der kunne have været hendes.

Vores iagttagelser betød, at vi sammen med forældrene valgte at søge om skoleudsættelse, så Sandra kunne få et år mere i børnehaven, hvor vi kunne støtte og stimulere hende til at blive mere klar til at møde de udfordringer, som skolen ville byde hende. Jeg vidste, at hun ville få det svært ligegyldigt hvad, men jeg vidste også, at et år mere i børnehaven ville have gjort turen op til overfladen lidt nemmere.

Desværre for Sandra, så fik vi afslag på ansøgningen.

Sandra er ikke alene om at få afslag, faktisk er afslag mere reglen end undtagelsen i nogle kommuner. Dels fordi de ønsker at spare penge, dels fordi de mener, at alle børn skal kunne rummes i skolen. Det lyder smukt, og endda rigtigt, at det burde kunne lade sig gøre, men det kan det ikke med de ressourcer, der findes på nuværende tidspunkt.

Derfor er jeg sikker på, at det på længere sigt vil ende som alt andet end en besparelse at tvinge Sandra til at begynde skole. I 9. klasse vil Sandra kunne kigge tilbage på et skoleforløb, hun langtfra har fået det optimale ud af, fordi hun ikke var klar.

Kortsigtede besparelser
Pensionsselskabet Skandia har lanceret initiativet ’Udenforskabets pris’ og har i samarbejde med CBS’ Centre for Economic and Business Research (CEBR) og Center for Socialt Ansvar udarbejdet Skandia-modellen, der er et værktøj, som kommunerne kan bruge til at vurdere, hvor meget de på lang sigt kan spare ved at investere i forebyggelse på børn- og ungeområdet.

Deres beregninger for Danmark viser, at 8,2 procent af en skoleårgang på 60.000 børn vil ende med at stå uden for samfundet af forskellige årsager. Dette svarer til 4.929 børn hvert år. Sandra vil med stor sandsynlighed være blandt dem.

Da Sandras sidste dag i børnehaven oprandt, og jeg så hende og hendes forældre i øjnene, mens jeg ønskede dem held og lykke, gjorde det ondt langt ind i sjælen.

Vi kunne have hjulpet Sandra, ligesom vi kan hjælpe de andre 4.928 børn, der har brug for det for ikke at ende som marginaliserede. Vi kunne have ændret fortællingen om hendes liv til en fortælling om succes og tillid til egne evner. For Sandra drejede det sig om et år mere i børnehaven, for andre børn handler det om noget andet.

Faktum er, at der lige nu rundt om i Danmark sidder familier, der må sande, at de har fået afslag på skoleudsættelse. Nogle af dem har ressourcerne til at kæmpe for deres barn og klage, andre har ikke. Det paradoksale er, at det nok lige præcis er børnene fra de sidstnævnte familier, der kommer til at betale ’udenforskabets pris’.

Teksten er også bragt i Information den 23. Marts 2015.