Normeringer og den gode pædagog.
Jeg synes faktisk selv at jeg er en “god” pædagog. Jeg brænder for mit fag og er stolt af det. Jeg giver mig selv 110%, for at børnene på min stue, skal føle sig set, hørt og forstået. For på den måde skaber jeg relationer, og det er kun igennem gensidige relationer jeg kan udfører et godt pædagogisk stykke arbejde.
Det er tirsdag morgen, alle tre vuggestue grupper er samlet på den ene stue, da klokken nærmere sig 8, siger jeg til mine kollegaer, ¨Jeg tager Ildfluerne med over på stuen, så der kan komme lidt ro på feltet.¨ Jeg tager 8 børn med mig, 6 “store” og 2 “små”. Vi åbner ind i puderummet, så man kan brænde lidt krudt af, derudover finder jeg LEGO frem til gulvet og en kasse med bøger til sofaen. Der er en god stemning på stuen, så længe jeg husker at have øjne i nakken og være på forkant med små beskrivende kommentar, så alle børnene føler sig set, og derved undgår konflikter.
Det er snart tid til formiddagsmad, men inden vi kan komme igang med det, kan jeg lugte, vi skal have skiftet en ble. Jeg stikke hovedet ud af døren og kalder på en kollega, som kan give en hånd med, så børnene ikke skal lades være alene på stuen. Efter ble skiftet, siger jeg tak for hjælpen, velvidende at der ikke er mange minutter til min kollega møder ind. Jeg samler børnene og sætter dem til bordet på deres faste pladser. De sidste børn, kommer nu dryssende, klar til en dag i vuggestuen. Jeg får børnene op ved at guide dem til at finde deres stole, de har billeder på, så de kan finde sig selv. En far kommer med en lille bemærkning – “Hold da op, super pædagogen, der lige har styr på begge borde, og er helt rolig.¨
3 voksne (2 pædagoger og en medhjælper) til 12 børn, sådan er virkeligheden i mange af landets vuggestuer. Det vil sige der er 4 børn til en voksen, i hvert fald fra 9-12. Det betyder altså også at, hvis jeg gerne vil dele børnene i små grupper, og lave et stykke pædagogisk arbejde, der kan være med til at udvikle dem og tilegne sig nye ressourcer, som kan hjælpe dem med at klare fremtiden, så skal det være i dette tidsrum. Men i dette tidsrum er jeg også nødt til at gå fra børnene, når jeg blandt andet skal forbedrede forældresamtaler og lignende. Det er især her jeg kommer i en indre konflikt med mig selv. Jeg ønsker at være den gode pædagog, men hvordan skal jeg kunne leve op til det, når jeg bliver nødt til at stjæle tid fra børnene for at lave diverse papir arbejde, og samtidig give mine kollegaerne en endnu dårligere normering i de timer.
Jeg ved jeg gør et godt stykke arbejde, jeg bliver mødt af glade børn med kram og højlydte “Hej Looouise”, glade forældre og kollegaer. Jeg ser børn der rykker sig, børn der udvikles og børn der lærer. MEN det er ikke uden bekostninger, jeg har nogle dage mest lyst bare til at gå i seng når jeg får fri, for så er jeg brugt, jeg har gjort mit arbejde som jeg synes det skal gøres, men det er hårdt for der er mange man skal dele sin opmærksomhed mellem, mange forskellige behov der skal tages højde for og derudover selvfølgelig en masse praktiske ting.
Jeg har uddannet mig til at være med til at udvikle, danne og opdrage mennesker til at kunne klare den verden der venter forude, uanset om det er børn, unge eller ældre, er det det jeg brænder for. Det er også det jeg forsøger at gøre hver eneste dag, det er hårdt og nogle gange føler jeg mig utilstrækkelig.
Det ideelle ville være at man var 4 voksne som minimum til 12 vuggestuebørn, og ikke kun 3 timer om dagen. På den måde ville man kunne planlægge pædagogiske aktiviteter, tilpasset de forskellige behov børnene har. Derudover skulle alle pædagoger have forberedelsestid. Jeg synes faktisk selv at jeg er en “god” pædagog. Jeg brænder for mit fag og er stolt af det. Jeg giver mig selv 110%, for at børnene på min stue, skal føle sig set, hørt og forstået. For på den måde skaber jeg relationer, og det er kun igennem gensidige relationer jeg kan udfører et godt pædagogisk stykke arbejde.
