Hvor er madmor blevet af ?

Når pædagoger reduceres til at være polyfilla på vikarskemaet, så brænder ilden ud og lyset slukkes…..

Jeg kender en dreng, der hedder Daniel. Daniel er ikke helt som de andre børn. Han kæmper lidt med for mange kilo på sidebenene. Og så kæmper han også med selvtilliden. Jeg mødte Daniel i klubben for et stykke tid siden. I dag, som alle andre torsdage, er han kommet af en bestemt årsag.

I dag er der madklub med hans yndlingspædagog Joan. Daniel kommer over til mig og hilser på sin egen stille måde. Så spørger han mig :       ” Har du set Joan i dag ?”. Desværre må jeg skuffe Daniel. Joan er her ikke i dag. Hun er syg. Daniel prøver at være høflig, men han kan ikke helt undertrykke sin skuffelse. ” Nå, ok….”, siger han og sjosker ud i garderoben, tager sin jakke på og går hjem igen. Historien er 4 måneder gammel og vi har stadig ikke set Joan på arbejde endnu. Joan er stress sygemeldt og kommer ikke tilbage til arbejdet igen. Det er i høj grad ærgerligt for de børn, der savner Joan og har madklub med hende. Madklubben er et samlingspunkt for børn, der af psykiske eller fysiske grunde ikke lige passer ind andre steder i klubben. Daniel ser vi nok ikke igen i klubben, da madklub sammen med Joan, har stor betydning for, at han overhovedet kommer på klub. Det er særligt pga. Joan, at Daniel kommer i klubben.

Joan har arbejdet 15 år i fritidsklubben. For godt tre år siden fik hun af vide, at hun skulle kastes ud i en ny udfordring. Hun skulle være skolepædagog på mellemtrinnet på en af byens folkeskoler. Udfordringen var spændende, men angstprovokerende syntes hun. Hvad skal man som pædagog lave i en folkeskole tænkte hun ? Hun har søgt svar på spørgsmålet mange gange. Hvad er meningen med klubmedarbejderens tilstedeværelse i folkeskolen ? Hun fandt aldrig et svar. Fraværet af mening slukkede ilden i hende. Vi står derfor nu tilbage med et tomrum efter en dygtig dedikeret medarbejder. Den simple forklaring er, at hvis du gerne vil være med til at lege og gentagne gange bliver mødt med et ” Du må ikke være med ”, så opgiver du på et tidspunkt helt at forsøge. Det er lidt som i børnenes verden……og det billede lader jeg stå et øjeblik.

Et eksempel på en hverdags udfordring kunne være, at det madprojekt du havde forberedt dig grundigt på inden du tager på arbejde, heller ikke i dag bliver til noget, da du skal lukke et vikarbehov, som skolen har på et helt andet klassetrin.

Det samarbejde, som den nye folkeskolereform har lagt op til, er strandet ved, at ingen har taget det endelige ansvar for, at føre det ud i livet på en måde, hvor alle er involveret.

Så inden at flere børn må undvære deres klubpædagoger, må jeg på det kraftigste opfordre til, at børne – og skoleudvalget i kommunen overvejer at lave et reform eftersyn bestående af ALLE aktørerne der har, eller burde have, med folkeskolen at gøre.

Folkeskolereformen har i Egedal udfordret fritidslivet i klubberne. Til trods for det faktum, har klubberne i Egedal kommune stort set stadig det samme antal børn indskrevet nu som før skolereformen trådte i kraft. Fordi fritidsklubben giver børn lyst til at være med, og holder snor i hvordan børnene har det. Det er de professionelle og hjertevarme voksne i klubben, der er eksperter i relationer, der har stor betydning for introverte og selvtillids ramte børn som Daniel.

Til slut håber jeg, at andre børn som Daniel ikke ender med at skulle undvære deres madmor i klubben. For Daniel og Egedal har brug for Joan !