Jeg er frustreret, vred på børnenes vegne og bekymret for mine kolleger over manglende tid til kerneopgaven.

Det er tirsdag morgen kl. 8, de fleste elever er mødt i skole, men jeg undrer mig over, hvor Sebastian bliver af. Flere af eleverne sidder allerede klar til dagens undervisning, da Sebastian kommer væltende ind i lokalet. Han smækker med døren, råber en masse grimme ting og kaster sig over Mads, der grædende søger tilflugt hos læreren, som efter bedste evne forsøger at stoppe konflikten. Sebastians vrede forstærkes, han råber truende efter læreren og kaster sin taske efter hende, inden han styrter ud ad døren. Læreren er tydeligt rystet. På min vej efter Sebastian får jeg øje på Julie, der sidder og græder stille på sin plads, tydelig berørt af konflikten. Kl. er 8.15 tirsdag morgen – en udfordrende dag er begyndt.

Jeg bliver frustreret, når jeg møder på arbejde og skal starte med at vælge mellem undervisning, omsorg eller konfliktløsning, fordi vi er for få voksne, fordi der er for mange børn og fordi jeg har for mange opgaver, der skal løses samtidig. Jeg bliver frustreret, fordi jeg gerne vil det hele, men ikke har den tid, jeg gerne vil bruge, på kerneopgaven i mit arbejde.

Jeg bliver vred på børnenes vegne, når et barn bliver glemt, overset og ikke ikke får den nødvendige opmærksomhed, fordi vi alle skal løbe stærkt, klare flere opgaver på samme tid og hele tiden være omstillingsparate. Det gør mig vred, fordi der er alt for mange børn med særlige behov, børn der har brug for ekstra opmærksomhed eller brug for at blive set og hørt lige netop den dag.

Jeg bliver bekymret, når jeg oplever en kollega gå grædende hjem fra arbejde efter en konflikt med et barn, og jeg ikke kunne nå at samle hende op pga. andre opgaver – et møde om et andet barn, der også har det svært. Det gør mig ked af det på hendes vegne, fordi jeg ved, hvor meget det betyder menneskeligt og fagligt, at blive samlet op, blive hørt og set. Så vi alle kan gå på arbejde igen næste dag og være klar til de nye udfordringer den dag måtte bringe.
Jeg mener, vi alle presses til det yderste, når personalenormeringen nedsættes, børneantallet øges og flere opgaver skal løses på sammen tid.

Jeg bliver frustreret over, at dem, der bestemmer her i landet – regeringen – igen sætter dagsordenen for børne og unge politikken, så vores lokalpolitikere igen sætter personalenormeringen ned og børneantallet op, og vores fagforening endnu engang kæmper en ulige kamp for vores børns rettigheder og pædagogernes arbejdsforhold.
Men mest af alt undres jeg over, at vi ikke – alle os der arbejder inden for børne- og unge området – står sammen, protesterer og råber i kor: ”NU ER DET NOK”. Vi har nået bunden. Der skal investeres i vores kerneopgave. Der skal være tid nok til at løse vores opgaver ordentligt, så vi alle har tid til at hjælpe og støtte hinanden og så vi ikke overser nogen børn, men får tid til at give dem den nødvendige opmærksomhed, så de kan være med til at skabe en bedre fremtid for os alle.