Hvis jeg bliver præsident, lover jeg, at lukke alle skoler!

Sådan starter en samtale mellem en elev og en pædagog på en helt almindelig onsdag, midt i idræt.

Jeg var i dag på et kursus, hvor oplægsholderen så fint sagde følgende; ”vi skal være opmærksomme, når vi arbejder med børn. Vi skal vande dem, så de kan vokse op og blomstre. Det vores ansvar at træde blidt, så vi ikke ødelægger børnenes drømme. Vi skal bygge på det enkelte barns evner, individuelt og socialt.”

Mikkel er 10 år, han er fuld af energi. Han griner en stor del af sin dag, også når han skal være ”seriøs”, som de voksne kalder det. Mikkel sidder på gulvet i gymnastiksalen. Han har ondt i sit ben. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. Vi sidder lidt og kigger på de andre børn, der løber rundt med bolde i hånden. Jeg spørger Mikkel, om det er benet, der gør ondt, eller om det er inden i. Mikkel er stille et øjeblik, men svarer; ”det er inden i. Alting er så seriøst, der burde kun findes børnehaver”.

Jeg spørger Mikkel, hvad han drømmer om? Han svarer;” at være i børnehaven igen”. Jeg savner, at vi bare kunne lege og synge og grine. Jeg smiler til ham og han lægger sit hoved op ad min arm. Mikkel fortæller videre;” jeg elskede, når vi skulle synge ”hoved, skulder, knæ og tå”. Jeg spørger, hvad der er godt ved den sang? Mikkel svarer;” så kunne hele kroppen være i gang og vi kunne synge samtidig”. Mikkel kigger op og siger så; ”hvis jeg bliver præsident, så lover jeg, at lukke alle skoler! ”Jeg kigger på ham og han forsætter;” jeg mener det seriøst. Skolen forstår slet ikke, hvad det betyder, når jeg har ADHD. Jeg er så anderledes”.

Jeg sidder her, med en dreng, der har en masse tanker, en masse drømme og inden i ham gemmer lege, sange og bevægelse sig stadig. Jeg spørger, om vi skal rejse os og danse. Mikkel griner og siger:” jeg tør ikke at sige ja, for så gør du det”. Mikkel kigger på mig og han fortæller mig, at han snakker med sine venner fra den gamle skole. Han har fortalt dem, at han har verdens bedste pædagog. Jeg spørger ham, hvordan verdens bedste pædagog er? Mikkel svarer:”verdens bedste pædagog er dig! Du forstår mig uden jeg skal forklare alting, og så er du aldrig rigtig sur, for du ved godt, at jeg ikke altid kan styre min krop og mit grin. Jeg kigger på Mikkel. Han rammer mit hjerte.

Jeg siger til ham;”Mikkel du er en helt speciel dreng, for du har en stor gave. Du har et humør ingen må tage fra dig. Det er en dyrebar gave. Du har ADHD, men det er en gave at have ADHD. Den skal bare pakkes rigtigt ud”. Mikkel kigger på mig. ”Du er den eneste, jeg kender, der syntes, at ADHD er en gave”. Vi rejser os, og giver hinanden et kram. Mikkel løber over til de andre og er klar til at spille igen. Hans ondt i benet var et tegn, et tegn på, at noget var svært.

Det er det, vi kan som skolepædagoger. Vi kan spotte børnene, deres humør og når de ændrer adfærd. Vi prioritere at sætte os ned i børnehøjde og give børnene tid til at tale. Vi anerkender børnenes drømme, fantasier og ord. Det betyder ikke, at vi altid er enige, men vi anerkender, at vi har hørt det, de siger. Min kollega, som er lærer, kan fortsætte undervisningen. DET er et samarbejde til gavn for børnene.