Få nu skemalagt de 45 minutters motion!

 

Jeg arbejder på en skole, hvor vi er så heldige, at alle klasser hver uge, ud over idræt og svømning, har motion og bevægelse i hallen.

Når vi når til hallen, skal der klædes om. Med 45 min til rådighed, må omklædningen gerne gå lidt hurtigt. Tom har svært ved at få tøjet af og på. Det hele kommer til at vende på vrangen, strømperne ruller osv. hvilket gør det svært, når det skal på igen. Fødderne er varme og strømperne nærmest umulige at få på. Men nu hvor vi har været i gang et halvt år, er også han færdig til tiden.

I hallen skal vi have fart på og sved på panden. Det overordnede mål er: at det skal være sjovt at bevæge sig. Vi leger forskellige bevægelses og regellege, stafet, mm. Vi kryber, kravler, hopper, samarbejder og hjælper hinanden på tværs af årgange.

Anton, som ikke er særligt hurtig til at bevæge sig, og som vælger de stille aktiviteter i skolegården, ses nu løbe, alt hvad han kan rundt i hallen. Vi leger alle mod alle. En slags dødbold med mange skumbolde der er spredt i hallen. Anton fanger en bold og kaster efter Sofie, der undviger. Kort efter bliver han selv ramt og må løbe hen og stille sig i en hulahopring, og vente på at en anden bliver skudt og afløser ham i ringen. Han når ikke helt at få vejret, før han igen er ude af ringen. Og han er bestemt ikke den eneste, af de børn der er med, der i løbet af dagen ikke vælger bevægelse til, før de kommer i hallen, hvor det er det, vi alle er fælles om.

Vi slutter som regel med noget, der lige får pulsen ned igen. Oftest ligger børnene på gulvet og hører en rolig sang. Børnene er blevet helt fantastiske til at mærke pulsen og falde helt til ro igen. Den anden dag forklarede børnene det så fint til vores nye studerende, med sætninger som ”vi giver kroppen en pause”, ”det er dejligt lige at slappe af”.

Når jeg taler med andre, der arbejder på skoler, er jeg stolt over at arbejde på en skole, hvor motion og bevægelse er skemalagt. Fordi jeg ser det som en vigtig del af børnenes udvikling og en alsidig skoledag. Den alsidige skoledag jeg ofte hører de store elever efterlyse.

Men skal børn egentligt være heldige for at få bevægelse hver dag?