Pinligt

Det eneste jeg vil –
Er at få lov til at gøre mit arbejde ordenligt.

Da jeg arbejdede på døgninstitution var der ingen tvivl om at der ved sygdom, kurser o.lign. altid skulle kaldes en vikar ind.
Da jeg var i børnehave var det også mere reglen end undtagelsen at vi brugte vikar. De små pus havde jo brug for en voksen.
Så startede jeg i skolen, og hvor ville en klasse være uden en voksen så ja ind med en vikar, børnene kunne jo ikke undervise sig selv.
Min store undren er så, hvorfor er det ikke en regel i Skolefritidsordningen? Hvorfor bliver man spurgt om det er nødvendigt!
Med en ca normering på +20 børn pr voksen i Fritidsordningen skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad det betyder for dagligdagen, hvis der mangler en voksen eller to.
Mange fritidsordninger er værksteds/funktionsopdelt som vores. Hver gang der mangler en voksne må noget lukke ned og de voksne der er tilbage skal rumme utrolig mange børn.Og tilgodese mange forskellige behov. Men hvordan kan man det?

Tænker alle kender det med at samle familien til hyggelig julebagning. Efter 10 min har hyggen lidt forladt bagebordet, når der skal pensles, samles dej op fra gulvet, puttes småkager i oven, passe på at ingen brænder sig på de varme plader. Hjælpes med at rulle dej ud, stikke kager ud osv.
Hyggeligt ja helt bestemt, kunne man gøre det mange timer hver dag. Ikke mange.
Og her “aktiverer” man 2-3 børn. I SFO’en er det ca. 20. For hvis nogen går fra med få er der flere til det øvrige personale.
Og det er ligegyldigt om det er i træværksted, syværksteder eller ude på legepladsen. Det er ikke let at rumme så mange børn, men vi gør hvad vi kan og vi gør det med hjerte. Derfor undre det mig at der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om der er brug for en vikar. For svaret er : Selvfølgelig er der det!

Klokken er 13.50 og SFO’en summer af liv, skolen er lige sluttet og de ca 70 SFO børn der har valgt at dukke op den dag, myldrer ind.
Vi tager hurtigt stilling til hvilken ting der ikke åbner i dag, da der er dukket en sygemeldinger op i løbet af formiddagen. Så vi er tre pædagoger til at dække to etager, en stor legeplads, frugtcafe og “Sende” opgaven
Og der, midt i dagens kaotiske start, smutter den for mig. Jeg har ellers næse for at lugte, når nogen skal hjælpes på toilettet og der skal gøres rent efter små og store uheld i bukserne.
Men jeg fangede den ikke. Ikke i dag. Et par timer senere dukker en far til barnet op. Jeg skulle egentlig sende barnet til springgymnastik når jeg lukkede den dag, og faderen ser ikke tilfreds ud.
Han kunne med det samme lugte at det var behov for en større rengøring.
Det stakkel barn gemte sig i gangen, pinligt over at være blevet afsløret af far, og pinligt over ikke havde turde spørge om hjælp. Eller måske ikke lige kunne finde nogen der havde tid til at hjælpe. Og jeg var pinlig over ikke at have tilbudt min hjælp. Uheldet var sket i skoletiden, men ingen der havde anet uråd, og ved modtagelse i Fritidsordningen var der heller ingen der opdagede uheldet.
Ca 4 timer med småt og stor i bukserne havde sat sine spor, det blødte, var ømt og hævet.

Hvor jeg hader ikke at have muligheden for at slå til, for at gøre mit arbejde godt. Jeg kan simpelthen ikke løbe hurtigere.Hvornår bliver skolepædagogens vigtige arbejde sat op på samme niveau som så mange andre offentlige fag. Det skal også her være en regel mere end en undtagelse, at når folk er syge, sætter man som det naturligste i verden, en vikar på!
Alle børn har fortjent at blive set, at blive hørt. Det kræver dog at der er øre nok til at lytte.
Behøver jeg skrive at springgymnastik blev droppet. Og heldigt for hende, tænkt hvis uheldet var blevet afsløre af kammeraterne i omklædningsrummet.