Nogen gange bliver man nødt til at være udenfor før man kan komme ind

Inklusion er ved at blive et messende mantra – et mål i sig selv. Folkeskolen, lederne, lærerne og skolepædagoger får tudet ørene fulde af, at vi skal inddrage alle børn i fællesskabet. Så meget, at det er ved at blive svært at tage hensyn til det enkelte barns behov. Der er ved at opstå en angst for at gøre det modsatte – at ekskludere. Men nogen gange bliver man altså nødt til at tage nogen udenfor for, at de kan komme indenfor.

Jeg er skolepædagog i 4.kl. De har dansk og eleverne skal på skift læse små passager op fra læsebogen. Jeg ser hen på Miranda, der plejer at blive meget støjende og urolig, når der er læsning på programmet. Men hun sidder helt roligt og fokuseret – med fingeren på den rigtig linie i bogen. Så bliver det Miranda’s tur og jeg holder vejret. Hun læser! Højt og tydeligt – ikke uden lidt støtte fra læreren – men hun læser højt for alle de andre i klassen!
Det havde hun ikke gjort for 2 mdr siden. Miranda’s selvværd var i bund. Det var næsten ikke til at have hende i klassen. Hun forstyrrede ikke kun sig selv, men også alle de andre. Jeg og lærerne kunne se, at hun var dybt frustreret og konstant målte sig med de andre. Derfor besluttede vi at gøre noget andet. I en periode i nogle enkelte timer, tog vi derfor Miranda ud af klassen for at booste hendes motivation og lyst til at læse.
Tiltaget har vist sig at være stor for Miranda. Det vi har gjort, har gjort en forskel. Men tanken om muligheden for eksklusion hænger i luften. Hele den politiske diskurs er præget af, at vi skal inkludere. Men så læser jeg i folkeskolens formålsparagraf. Vi skal give ”eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere”. Give dem “lyst til at lære mere” – det er da det vi gør ved at tænke alternativt og kreativt. Vi giver børn som Miranda et pusterum – i at andet rum. Inklusion er ikke ensbetydende med, at vi skal beholde eleverne inde i klasserummet for enhver pris. Så måske ekskluderer og svigter vi i virkeligheden disse elever ved ikke at give dem alternativet?
Vi fokuserer ofte for meget på det fysiske klasserum som afgørende for, om børnene er dømt inde eller ude. Der er behov for at nytænke den måde, vi vælger at konstruere vores inklusionsindsatser på – og altid med barnet i centrum for indsatsen. Hvad kan vi som professionelle gøre så barnet føler sig som en større del af fællesskabet, og er der andre måder at gøre det på end det, vi plejer?