Hvorfor skal børn kun have høj kvalitet 2/3 af tiden?

Vi ved fra den forskning der er på området, at børn der har gået i dagtilbud med en høj pædagogandel får bedre afgangskarakterer.

Vi ved, at børn der har gået i vuggestue hvor de har mødt uddannede pædagoger, fremfor dagpleje er et år foran i dansk når de er 15 år.

Vi ved, at kvaliteten af personalets interaktioner med børnene er højere når personalet er uddannet og, at den forskel kan kompensere for forældrenes socio-økonomiske baggrund.

Så hvorfor er det, at vi som samfund accepterer, at børnene kun skal have en høj kvalitet i 2/3 dele af tiden?

De danske dagtilbud er fyldt med engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere. Fordelingen svinger både mellem kommunerne og de enkelte dagtilbud, men i runde tal er lidt under to ud af tre uddannede pædagoger.

Der er rigtigt mange dygtige medhjælpere og jeg er ikke i tvivl om, at den bedste medhjælper er langt bedre end den dårligste pædagog – Det ændrer bare ikke på, at når vi ser på det generelt så ved vi, at det giver større kvalitet når personalet har en pædagogisk uddannelse.

Jeg havde min første praktik i en institution der arbejdet meget konkret med en anerkende pædagogik, og der var intern undervisning i hvordan de praktiserede det.

Kort tid efter jeg var startet var vi på tur, og på vej hjem fra turen gik jeg med Daniel i hånden. Han var på det tidspunkt så træt, at han mente, at hans snart fireårige ben ville falde af hvis han skulle tage bare et skridt mere. Så der lå han på fortorvet.

Jeg havde været medhjælper i næsten tre år inden jeg begyndte på seminariet, så det var en situation jeg havde stået i mange gange. Men i stedet for den sædvanlige voksenlogiske tilgang med, at der ikke var noget alternativ, at vi jo skulle nå hen til bussen, og ikke mindst tilbage til børnehaven inden hans mor kom og for at hente ham prøvede jeg noget andet.

Jeg forsøgte at sætte mig i hans sted. Jeg fortalte ham, at jeg godt kunne forstå hvis han synes der var langt at gå og, at jeg godt vidste hvordan en flyverdragt kan genere når man har det varmt.

Og så skete noget der lignede et miraklet.

Han rejste sig op, tog mig i hånden og vi gik stille og roligt tilbage til børnehaven.

Men det var jo ikke et mirakel. Det var en tilgang til et barn der var blevet en kvalificeret, fordi der var en faglig begrundelse bag handlingerne. Det er de faglige begrundelser der gør, at vi kan gå fra at være et pasningstilbud til at gøre en reel forskel for de børn vi har med at gøre – og det kræver viden.

Vi skal væk fra kun at tale om tal til at begynde at tale om det pædagogiske indhold og kvaliteten af det. Fremfor kun at se på normeringerne, hvor mange varme hænder der er i dagtilbudene, vil det give meget mere værdi at se på hvad der er inde i hovedet på de mennesker der er sammen med børnene i vores dagtilbud.

Så fremover – hver krone der prioriteres til dagtilbudsområdet bør gå til at øge andelen af pædagoger. Det giver høj kvalitet, og det gør den forskel der kan være med til at bryde den negative sociale arv.