Slip børnene fri – bare en gang i mellem

Jeg mener vi skal skabe huller i børns dagligdag, hvor de ikke bliver set af voksne, fordi det er den bedste måde at frisætte kreativitet på godt og ondt.

“Hvor dybt må vi grave i sandkassen” spørger de tre drenge. “Helt til Kina, hvis I kan” svarer jeg kækt.

Når man er stor nok, må man være alene på legepladsen uden voksne i vores institution. Ikke helt populært hos alle forældre og en kilde til løbende refleksion i personalegruppe: Hvor mange? Hvor gamle? Hvorfor?
Større børn søger aktivt steder, hvor ingen kan se dem. De har brug for at sige grimme ord uden at blive korrekset, de prøver grænserne for, hvad man kan sige til hinanden og stadig være venner “du må ikke komme med til min fødselsdag”, de igangsætter fjollede lege uden formål og ikke mindst – så prøver de det muliges grænser af.

“Hvad Søren er det I har lavet?” siger jeg med måben en halv time senere, da jeg tilfældigt kommer forbi legepladsen igen. “Vi gravede” svarede en af dem stolt. “Vi bruger stenene som mur”, siger en anden. Halvdelen af sandkassens flisebund står nu pænt stablet rundt om legehuset, bunden af sandkassen et virvar af sand, fliser og jord og legen er allerede langt videre – væk fra legepladsen, væk fra Kina og ind i ridderborgens forsvarsværker, hjulpet af børnenes nærmest ubegrænsede evne til kreative kvantespring.

Frem mod de tidlige teenageår lever danske børn i en overvåget verden, hvor velmenende og empatiske forældre, sportstrænere, spejderledere, lærere og pædagoger står klar med guidning, coaching, gode råd og ikke mindst et vågent øje på alt og alle. Vi hjælper og støtter børn til at gøre det rigtige og skaber på den måde en selvregulerende 0-fejls kultur, hvor børns egen målestok bliver, hvor godt klarer jeg mig
Forældre har meget forskelligt behov for kontrol og overvågning af deres børns liv – også i børnehaven – vi skal passe på med, at de mest forsigtige ikke får uforholdsvis stor magt over hele daginstitutionen på grund af pædagoger og lederes ulyst til den type konflikter, for tænk hvis der så rent faktisk skete noget uheldigt og skal stå til regnskab for det.

Når vi som voksne kan rumme uforudsigeligheden i børnenes egne påfund giver vi dem adgang til en kreativ kilde, de fleste af os voksne har glemt eller gemt bag pligterne, ansvarligheden og hvad-nu-hvis-det-går-galt bekymringerne.
Børnehaver og SFOer skal altså udover deres opgave med at gøre børnene skoleparate og livsduelige, aktivt skabe rum, hvor børn ikke er under opsyn, hvor kreativiteten ikke begrænses. Forældre skal turde give slip på kontrollen også derhjemme. Vi skal alle tage ansvar for at forberede børnene til fremtidens disruptede Danmark, hvor vi slet ikke ved hvilke kompetencer, der bliver vigtige, men må gå ud fra at innovativ kreativitet og nysgerrig problemløsning ikke bliver uvæsentlige kompetencer i værktøjskassen.
De tre drenge fik lov til at gå til frokost uden at rydde op, det gjorde jeg selv. Den kreative leg fik lov til at overtrumfe pligt og ansvar; det lærte de om resten af dagen.