Så rasler sablerne igen!

Så raser ”krigen” igen. Det er den tid på året, hvor kommunerne igen arbejder med kommende års budgetter og igen et år, hvor det formodentligt ikke bliver lagt fingre imellem, i forhold til at finde penge rundt om i budgetterne.

I den kommune hvor jeg arbejder, gør det sig også gældende…Der er nogle ønsker, man gerne vil lave plads til og så er der et (som man kalder det) merforbrug, som skal reduceres. Derfor skal der findes spare muligheder. Og selv om det mere eller mindre har set sådan ud i alle de år jeg har været i den pædagogiske verden, så er der nogle der mener at der fortsat kan spares på området (selv om vi efterhånden er rigtigt mange der tydeligt kan se at der er skåret så langt og så meget, at vi er godt i gang med at skære dybt ind i ”benet”).

 

Det er onsdag aften. I klubben er der aftenspisning. Det er der hver onsdag. Og det er et mindre tilløbsstykke at være med til at lave aftensmad, spise det sammen og hygge og være sammen efterfølgende. Denne skønne forårs onsdag er det heller ikke anderledes. Det er Petra, Hanne og Lars der er på arbejde denne onsdag, sammen med de 21 børn der har meldt sig til, denne gang.

Efter der er spist og ryddet op, er nogle udenfor, mens andre af børnene fordeler sig rundt omkring indenfor. Vi er så heldige i klubben at vi har en stor gruppe af børn i alderen 13 – 15 år. Det var dem vi frygtede ville forsvinde, da skolereformen tog sin begyndelse, men vi har dem heldigvis stadig i klubben og det er fedt. Robin og Johanne – 2 af de unge som begge er 14 år spørger om Hanne ikke har tid til at snakke og det er hun helt klar på. De går i hyggen og hurtigt støder der7 andre til og de er også velkommen og snakken går lystigt om alt muligt. Samtalerne runder alt muligt – også det andet køn, forelskelse, og sex. Hanne styrer samtalen og sikrer sig at alle der er i rummet, er ok med det der bliver talt om og vejleder og giver gode råd og hjælper til at rydde lidt op i misforståelser og urealistiske forestillinger. Hanne sikrer sig at snakken bliver rundet ordentligt af og at alle er ok med det de har talt om. Da de er ved at bryde op spørger Hanne et par af de unge om de ikke taler med deres forældre derhjemme om det her. Nej, overhovedet ikke lyder det samstemmende fra flere af de unge….

 

I min kommune er en af spareforslagene, at man skal skære i fritidsklubbernes åbningstid og som direkte afledt konsekvens beskriver man at de unge kan opleve at der ikke vil være åbent så hyppigt i aftentimerne. Det ovenstående eksempel er blot et blandt mange, hvor vi i klubberne, er med til at lave en forebyggende indsats. Hvis klubben ikke er åben, så er de unge, i hvert fald nogle af dem, bestemt ikke derhjemme, men snarere ude på gaderne. Og der møder de ikke en pædagog, der tør tale med dem om menstruation eller prævention og hjælper dem på rette vej, med alle de mange ting de går og tumler med.

Det er som om at der i forvaltningerne er en tendens til at glemme, hvad det er, der rent faktisk foregår ude i institutionerne. Eller fattes riget penge, så meget at alt hvad der hedder visioner for det gode børneliv, bliver pakket væk og så bare håbe på at der ikke er nogle der opdager det og evt. skriver et høringssvar, der påpeger at det er den gale vej. Og det er jo ikke kun fritidsklubberne der rammes på kvaliteten – det er det samlede pædagogiske 0-18 års tilbud, der er under voldsomt, massivt pres. Derfor beder jeg jer – kære politikere: Vi kan ikke tåle mere. Der kan, må og skal ikke fjernes flere midler fra de pædagogiske tilbud. Det kan ikke bære længere. Ordet på forvaltningsgangene er: hvorfor taler de altid om ressourcer derude? Men det gør vi fordi i konsekvent har fjernet ressourcer fra vores arbejdsområder i de sidste 20 år. Det er som at tage en tømmerflåde og hele tiden fjerne det materiale, der holder flåden flydende. Jeg er ked af at måtte sige det, men på et tidspunkt tager man altså vand ind! Derfor beder jeg jer – hvem i end er:

Institutionerne skal tilføres midler – ikke reduceres!