Føj, hvor her lugter af gedepatter!

 

I dag var første dag tilbage på skolen, som pædagog i min dejlige klasse 2.b.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke har nydt ferien og tiden væk fra skolen. Jeg elsker mit job som skolepædagog, men det tværfaglige samarbejde er ikke uden omkostninger og kompromisser – fagligt og personligt, og sommeren over har dette været adskilt og pædagogprofessionen har været eneherskende. Jeg har nydt at kunne koncentrere mig om fritidspædagogikken og normeringen har været alletiders i de fleste uger. Der har været turer ud af huset, hvor kultur er blevet dyrket på forskellig vis – både i form af kanalrundfart og besøg i sagnlandet Lejre. Vi har øvet os i, at gå på stylter, leget pizzaria, fortalt løgnehistorier, grinet og pjattet. Vi har også løst konflikter og mødt vrede børn, og meget af sommeren er også gået med at forberede de små nye, på den spændende verden de nu skal træde ind i og forhåbentlig elske at være i.
Og nu er sommeren forbi.

Første dag tilbage var i dag.
Og selvom jeg har nydt sommeren, så var det alligevel med sommerfugle i maven og med gode intentioner jeg mødte op i dag. Og alle mine forventninger blev indfriet. Glade kollegaer, lærere og pædagoger, der er motiverede og klar på et nyt år. Børn der stod med deres sommerben fyldt med sår, blå mærker og plastre, i shorts eller fine sommerkjoler med håret sat og tandløse smil. Glade og med stor velvilje til at uddele kram og tydelig tilkendegivelse af, at man har været savnet. Klasseværelset emmer af liv og en ny start med flotte nye bøger, plakater med alfabet eller andet. En repetition af tidligere læring, som til alles glæde ikke er mistet over sommeren og så er vi i gang.
Frikvarteret kommer og jeg trækker i den meget synlige orange vest, som jeg skal bære så alle kan få øje på mig og glad går jeg med eleverne ud. Jeg får mødt mange som jeg ikke har set længe og stemningen er god. Lige indtil to brødre ryger i en nævekamp og pisker hinanden med en blomsterbuket den ene har plukket til deres mor.
Jeg træder til, og konflikten løses – jeg kender dem begge og de skilles som venner og jeg bruger resten af min gårdvagt på at hjælpe den yngste af dem med at genskabe buketten med diverse afblomstrede varianter, en enkelt tidsel og lidt græs som fyld. Flere hjælper til og konflikten er glemt. Faktisk høster han et anerkendende nik fra sin ældre bror på vej til klassen da det ringer.
Sommeren hver for sig har været fantastisk fordi vi kan noget forskelligt i hver vores arena, men det er skønt at være tilbage og opleve at der er betydning i det man gør.

Da dagen slutter på skolen er det tid til etape to – fritidshjemmet. Jeg følges med nogle piger og en lugt af gødning rammer vores næser. Vi bemærker det alle sammen og den ene siger højt: ”føj hvor her lugter af gedepatter”. Vi bryder alle ud latter.

Jeg var ikke klar over at en geds patter lugter sådan, men pointen er vel, at hver for sig ved vi noget og når vi vidensdeler bliver vi klogere, og selvom det oftest er nemmest at gøre sig forståelig overfor dem man taler samme sprog som, så kan vi meget sammen.

Jeg elsker mit job og det vi hver især kan bidrage med til hinanden – voksne og børn på tværs af alder, profession og erfaring. Det skal nok blive et dejligt år.