Er jeg en lorteunge?

Dette indlæg er bragt i AKT bladet oktober 2017

Iført min orange overtræksvest kommer jeg ud i gården, klar til min daglige gårdvagt.
Jeg er pædagog i 2 klasse og har lige sendt eleverne til pause.
Jeg ser hende med det samme. Alene på bænken længst væk fra de andre, sidder hun med hovedet bøjet og benene trukket ind under kroppen. Hendes hår falder ned foran hendes øjne, men da jeg kommer tæt på, kan jeg godt se, at de er fyldt med tårer.
Hun piller distræt ved kanten af sin nederdel og et enkelt snøft undslipper hendes næse.
Jeg sætter mig ved siden af hende og ligger armen om hendes skulder.
”Hvorfor sidder du her helt alene, Anna? Er du ikke med i en legegruppe?” spørger jeg, mens jeg tager håret væk fra hendes ansigtet.
Hun kigger på mig gennem de forgrædte øjne og siger så; ”næh, for selvom vi lavede nogle aftaler oppe i klassen, så løb de andre fra mig så snart vi kom ned, fordi Emma siger, at hun ikke må lege med mig. Hendes mor og far siger, at jeg er en lorteunge…..Er jeg det?”
Det skærer i mit hjerte, da hun siger det. Så sårbar og usikker sidder hun der ved min side, med tvivlen om sit eget værd.
Allerede da hun siger det, har jeg lyst til at ringe de pågældende forældre op og fortælle dem, om det de siger til deres eget barn, og hvad det betyder for det barn, der kategoriseres som ”Lorteungen”.
Lige nu er hun dømt ude og kan se til mens de andre leger sammen, hygger sig og griner. De andre piger har valgt at følge med Emma på trods af en aftale om fælles leg i klassen. Måske vil de heller ikke havne med titlen ”lorteunge” og får derfor ikke sagt fra. Det kan også være svært i 2. klasse og derfor er det heldigt, at der er voksne til at hjælpe. I dag er den voksne mig.
I min klasse forpligter man sig til et fællesskab. Et fællesskab om læring, trivsel, samvær, venskab og forståelse for hinanden. En forpligtelse overfor hinanden om retfærdig behandling, tolerance og rummelighed. Vi skal sikre os, at alle føler sig godt tilpas og vi skal tage ansvar for vores handlinger og behandling af andre.
Vi voksne skal lære børnene at sige fra, forstå egne og andres grænser, forskelligheder, styrker og svagheder.
Vi skal, trods forskellige kompetencer, forudsætningen og vilkår, være lige stillet når det kommer til muligheder for samvær når vi er i skolen, og derfor kan jeg ikke bakke op, om forældres krav om, at to børn fra samme klasse ikke må lege sammen i skoletiden.
Hvad man laver af aftaler privat, blander jeg mig ikke i, men når vi er i skolen, er det min opgave at sikre, at alle behandles med respekt og ikke holdes udenfor.
”Du er i hvert fald ikke en lorteunge” siger jeg og trækker hende med op at stå. ”Kom, lad os lige få styr på den legeaftale. Måske er der også en plads til mig”. Jeg smiler til hende og giver hende et kram.
Da vi kommer over til pigerne, kan jeg godt se, at Emma ikke er særlig imødekommende. De andre piger er lidt afventende.
”I glemte helt Anna, da I gik ud. Hun var jo en del af aftalen.” Jeg kigger på pigerne og en af dem rækker hurtigt hånden frem og dasker Anna på armen. ”Du er den” griner hun, og så går den vilde jagt med latter og smil i en herlig fangeleg med alle pigerne. Emma står tilbage og kigger. ”Jeg må altså ikke lege med Anna” siger hun. Jeg kan se, at hun gerne vil være med og hun vakler mellem at følge sin lyst og rette sig efter sine forældres anvisninger.
”Ved du hvad”, siger jeg. ”Jeg taler med dine forældre om det. Som jeg kan se, så leger I jo faktisk ret godt sammen, så den klarer jeg. Men Emma, her i klassen er der altså ingen lorteunger”.
Emma ser lidt flov ud. Så løber hun ud til de andre og fanges af Anna, som giver hende et klap, mens hun råber ”du er den”.
Og så skiftes de ellers til at være ”den” og titlen som ”Lorteunge” er begravet. I det mindste for nu og da klokken ringer, går vi ind. Pigerne går op i klassen – jeg har lige et vigtigt opkald, der skal laves…