Uanset hvad, så vinder vi på en ny solidaritet.

For et par år siden havde jeg haft for meget fart på, i alt for lang tid. Denne dialog udspillede sig umiddelbart efter, at jeg var kommet tilbage fra en sygemelding og efterfølgende ferie:
– Jeg har erkendt, at jeg må skrue ned for blusset i år, sagde jeg.
Han lo.
– Godt Rikke. Vi kan jo ikke redde hele verden.
– Måske, hvis vi blev mange nok, sagde jeg. Jeg tror, at der var håb i min stemme.
– Nej, sagde han og lo igen: Det kan ikke lade sig gøre.
– Jamen, det er jo os der er verden, sagde jeg.
Han var allerede på vej videre.
Jeg har været idealist, så længe jeg kan huske. Det meste af tiden har jeg følt mig alene.

Jeg husker, under lockout’en af mine lærerkollegaer, hvor lange ugerne var. Hvor meningsløs skolen var. Nu slæber dagene sig afsted igen. Jeg tænker hele tiden på, om forhandlerne når til en løsning eller om det ender med en storkonflikt. Det fylder ufattelig meget ikke at vide, om vi pludselig bliver nægtet at måtte komme på arbejde.

En sommerdag for et års siden, kom hun hen til mig i skolegården. Hun var en af de få, som stadig var lavere end mig:
– Der er noget, som jeg har tænkt på, at jeg gerne vil spørge dig om… Er det ikke svært at have dit arbejde. Jeg mener, at lytte til andres problemer hele tiden. Man har jo også har sine egne problemer?
– Nogle gange. Men jeg kan rigtig godt li´ mit arbejde. Der er mange som bliver gladere, når de får hjælp til problemerne.
– Jamen, jeg mener bare… at lytte til alt det. Hvor gør man af det bagefter?

Heldigvis ringede klokken. For det ville være svært at skulle forklare, hvordan det egentlig er; at det sommetider hober sig op indeni. Og så går man hjem og græder. Over ubetænksomhed. Over svigt. Over at alt for mange passer sig selv og glemmer at passe på hinanden.

Noget har ændret sig siden pigen, som var lavere end mig, stillede mig spørgsmålet i skolegården: Vi har som faggrupper taget de første skridt til at passe på hinanden! Vi står sammen skulder ved skulder og insisterer på en løsning for alle.

Opslag på de sociale medier vidner endda om opbakning fra mange privatansatte. På tv og i aviserne meldes der, at størstedelen af danskerne har sympati for lønmodtagerne, når det gælder overenskomstforhandlingerne. Der skrives overskrifter som: “Sophie Løhde må være bekymret”.

Det styrker troen på at kampen ikke er forgæves. For uanset hvad, så vinder vi på en ny solidaritet.

Vi ved ikke, hvordan det ender. Måske med en lockout og et regeringsindgreb, men det sammenhold vi oplever, og insisterer på nu, det gør os stærkere end nogensinde. Lad os holde fast i det. Vi har allerede vundet noget meget vigtigt.

//
PS. Modelfoto 😉
Tak til Frida – barnet på billedet.
Foto: Nynne Smedegaard Jørgensen