Hvem styrer legen?

Tiden med små børn er naturligt styret af rutiner, det kender alle, der har haft et lille barn. Som vuggestuepædagog på en stue med ikke kun ét men tretten børn, er hverdagen bygget op omkring rutiner. Nogle er vigtige for børnene – det er dem som er skabt, for at give dem en tryg og genkendelig hverdag. Og så er der de rutiner, som er skabt for mig som pædagog, så jeg kan nå at planlægge aktiviteter, evaluere og dokumentere i læreplaner. Det er dejligt at få tid til at planlægge, og udtænke spændende og lærerige forløb for børnene, men indimellem tænker jeg på, om det altid er til børnenes fordel, at det er rammerne og pædagogerne der altid bestemmer, hvad der skal leges og hvornår.

Forleden dag, midt i det store bleskift før lur, var jeg vidne til noget helt magisk, som hverken jeg eller mine kollegaer havde andel i. Det var ikke noget vi havde planlagt, og det var heller ikke en aktivitet, som var indtænkt som led i et bestemt læreplanstema.
En kollega og jeg havde ansvaret for at skifte bleer på de tretten vuggestuebørn, og gøre dem klar til lur, mens vores tredje kollega stod for at få ryddet op efter frokost. – I denne stund havde børnene mulighed for at lege selv.

De fire ældste piger har hver især hentet en dukke fra dukkekrogen og står nu alle sammen ved den store sofa og kigger på hinanden og hinandens babyer: ”Hej lille baby” hvisker Fie helt tæt på dukkens ansigt, før hun placerer et stort smækkys på dens pande. De tre andre piger betragter Fie og efteraber hende så. Så hiver Fie op i blusen og lægger babyen ind på maven. Hun griner til de andre; ”Se mig, jeg har en baby i maven”. De andre griner med og fosøger om også de kan få babyen ind på maven. Det er lidt svært for en af pigerne, som har bodystocking på, så Fie hjælper med at sætte babyen ned i halsåbningen på bodyen, så benene vender op ad. De griner!

Imens pigerne leger er jeg inde på stuen flere gange og hente børn, som skal skiftes. Jeg følger halvt med i deres leg og glæder mig over, hvor gode de er til at hjælpe hinanden. Med vilje venter jeg så længe som muligt med at afbryde deres leg. Men til sidst haler tiden ind på mig, og jeg er nødt til at stoppe dem. Jeg indgår et kompromis med pigerne, som får lov at putte deres babyer, før de selv går ud på badeværelset.

Jeg bliver ærgerlig på børnenes vegne, når jeg tænker på, hvor mange af dagens aktiviteter, der er voksenstyret. Jeg synes børnene går glip af unikke muligheder for personlig udvikling, ved ikke at have mere tid og rum til fri leg. Derfor er jeg spændt på, hvordan den nye Dagtilbudslov bliver udmøntet i praksis. Jeg drømmer i hvert fald om mere tid til magiske øjeblikke.