Stolthed vs. ærlighed – en pædagogs dilemma

Byen skal demonstrere mod besparelser i kommunens daginstitutioner. Jeg og kollegaer maler skilte og møder talstærkt op, men hvor er alle forældrene? Det er jo deres børn, det handler om. Men pludselig slår det mig…er vi pædagoger måske for gode til at skjule virkeligheden overfor forældrene? Hvad er det egentlig, der skulle få forældre til at bryde alle aftenrutinerne, at haste igennem familiens aftenmåltid og trække i regntøjet for at stå her med os på en grå og våd tirsdag aften? Jeg er overbevist om, at deres fravær ikke bunder i uvilje eller ligegyldighed. Vi pædagoger er i virkeligheden selv skyld i, at forældre ikke altid forstår vigtigheden i vores opråb.

Sofie kravler rundt på gulvet og er ked af det, men jeg står med gummihandsker på og skynder mig igennem et bleskift. Jeg synger så højt jeg kan, en sang om Sofie, i forsøget på at trøste hende på afstand. Jeg havde i forvejen udsat Annas lugtende ble, fordi Anton lige skulle trilles i søvn i barnevognen, og Nanna lige skulle spise færdig, så hun ikke sad uden opsyn i højskolen. Mikkel og Lukas skulle lige hjælpes med en konfliktløsning og igangsættelse af en bedre ramme for leg, inden jeg nu kunne tillade mig at bære Anna ud på badeværelset. Klokken er 15.00 og min kollega havde fri for en halv time siden.
Maja på 9 måneder er her ikke i dag, så jeg er “kun” alene om 10 børn nu. Jeg kunne godt slå mig sammen med min anden kollega inde på nabostuen, men derinde er ingen børn hentet endnu, og 21 børn kan de små stuer ikke rumme. Så vi har aftalt at vente, til vi har færre børn. Jeg når at blive færdig med bleskiftet, inden Sofies mor træder ind på stuen, og jeg løfter Anna ned fra puslebordet. Ja ja, jeg skal bruge hæve/sænke-funktionen på puslebordet for at passe på mig selv, men den funktion kan jeg altså sjældent vente på. “Heeeeej” siger jeg smilende til Sofies mor. “Hun har haft en dejlig dag” hører jeg mig selv fortælle. “Hun skraldgrinede af de store børns hoppeleg i formiddags” forsætter jeg “og hun spejlede sig i deres leg, for pludselig stod hun selv og forsøgte at hoppe”. Sofies mor griner, og glæder sig over historien. Imens genoplever jeg i mine tanker flere situationer fra dagen, hvor Sofie faktisk havde brug for en voksen, og hvor jeg ikke havde hænderne frie til at give hende den nødvendige omsorg. Det ville jeg aldrig fortælle en mor, som kommer for at hente sit dyrebareste guld, men det store dilemma bliver tydeligt i mit hoved.

Jeg har gode dage i min pædagogiske hverdag, og jeg har mange succesoplevelser med de enkelte børn. Det er de dage, stunder og oplevelser som forsat nærer pædagogrødderne i mig. Sofie havde, vilkårene taget i betragtning, også haft en god dag, så jeg lyver ikke! Men der var også alt for mange stunder i løbet af dagen, hvor min pædagogiske faglighed og mit pædagoghjerte følte sig totalt utilstrækkeligt. Nogle gange blot i tiden til at yde den retmæssige omsorg, trøste eller skifte hendes ble. Jeg har ofte lyst til OGSÅ at fortælle forældre om disse stunder.

Så hvorfor gør jeg det ikke?

De dårlige historier handler jo ikke om børnene eller om mig som pædagog. De handler om de rammer, som mennesker med magt, har udstukket til daginstitutionerne og som umuliggør pædagogernes kerneopgave. Men…det sidste jeg ønsker, er at gøre forældre utrygge ved at aflevere deres barn til mig om morgenen. Jeg er selv forældre, så jeg ved hvilken tillid det kræver at aflevere sit barn i armene på andre. Jeg ønsker, som pædagog, at udstråle stolthed over mit fag og mit pædagogiske virke. Jeg ER stolt af mit arbejde, men ærligt er det at jeg, på grund af normeringerne, ikke formår at udføre det i den udstrækning, som burde være ethvert barns rettighed til et godt og trygt børneliv.

Nogle gange undrer jeg mig over, hvor politikere mon afleverer deres egne børn…?!?! Men det gør de sikkert hos nogle pædagoger, som er ligeså dygtige til at kamuflere virkeligheden, som jeg selv er det. For ellers havde borgerforslaget om minimumsnormeringer ikke været en nødvendighed.
Men det er det! Mere end nogensinde før. Linket til borgerforslaget findes lige her. Støt med din underskrift så jeg forsat kan fortælle forældre om alle de gode oplevelser fra barnets hverdag, men så jeg kan gøre det uden at stå i det dilemma, som børnenes rammer for udvikling og trivsel sætter mig i nu.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00564