Fed fredag

Fælles samling er et fantastisk pædagogisk redskab.

Som pædagoger kan vi arbejde bevidst og intensivt med sociale kompetencer, alsidig personlig udvikling, sprog….you name it!

Med den rette faglighed bag, kan alle læreplanstemaer være i spil på samme tid. Og oveni hatten – det giver næring til fællesskabet!

Efter en god og lang uge i daginstitution kan både børn og voksne have brug for en lille saltvandsindsprøjtning. så weekenden kan sparkes godt i gang, med tanker som: “øv skal vi virkelig ikke på arbejde i morgen? Nu var det ellers lige så sjovt.”
Jeg er pædagog i en daginstitution, og jeg er vild med det (for det meste i hvert fald😉)

Det er fredag, kl. er 10.30 – tid til fælles samling.

Jeg er i Salen med 8 af de ældste vuggestuebørn, og nu kommer min kollega Jesper ind med en gruppe børnehavebørn.

“Alle laver en kolbøtte på madrassen”, siger jeg, og tager selv tilløb.

Flere børn bliver ved med at lave kolbøtter, løber eller hopper. De børn, som ikke vil
mere sætter sig ned langs væggen.

Efter et kvarters tid, ankommer de sidste børn og voksne. 38 børn og 7 voksne. Så er vi klar.

Min kollega Hanne kommer hen til mig, smiler og siger: “hvad siger du til at spille til lidt fællessang?”

Jeg tager guitaren og slår tonen an. Så får jeg øje på Jesper, jeg går hen til ham: “Hey Jesper, hvad siger du til at være kapelmester?”

Jesper nikker.

Jeg henter instrumenter.

Ukuleler, trommer og andet slagtøj fordeles på gulvet.

“Mine damer og herrer, velkommen til fredagskoncert i Skovkanten!” Råber jeg højt.

Den sidste snak mellem børnene ebber ud og fokus rettes mod “scenen”.

Jesper sidder på en stol og er begyndt at stemme guitaren.

Jeg fortsætter: “først skal vi byde velkommen til vores kapelmester Jesper! Værsgo Jesper, stem bare din guitar!”

Alle klapper, mange hujer. For så at blive stille. Vi lytter intensivt, mens Jesper stemmer de sidste strenge.

Jeg fortsætter igen: “og nu, mine damer og herrer, skal vi finde de fine musikere, som er med i orkesteret.

“Mig, mig, mig, mig!” Mange børn råber i munden på hinanden.

“Men det er mig, som vælger, hvem der skal være med!” Siger jeg.

Et ad gangen bliver børnene inviteret med i orkesteret.

Kapelmesteren tager styringen, og jeg træder i baggrunden.

Han byder velkommen til næste orkestermedlem: “Og på tromme har vi Sandra. Gi’ hende en stor hånd.” Klappen og hujen blandt publikum.

Sådan fortsætter han til orkesteret er fuldt orkestreret. Orkestermedlemmerne glæder sig og småspiller allerede.

Jeg træder igen ind på scenen: “Men ikke nok med det, kære publikum. Nu skal I hilse på “raslegruppen”! Siger jeg, mens jeg inviterer min kollega Annette med ind på scenen.

Annette griber straks bolden og inden længe sidder 8 medlemmer af “rasleguppen” klar.

Forestillingen kan begynde.

Jeg bevæger mig ud blandt publikum.

Og ved hjælp af “okker, gokker, gummiklokker….” finder vi frem til den første, som har lov til at ønske en sang.

Vi synger, og spiller, og griner.

“Lille Peter edderkop”
“Hjulene på bussen”
“Midt om natten”
Osv..
Og så lige “lille Peter edderkop” en gang til.

I takt med at følelsen af glæde og fællesskab vokser sig større og større både hos børn og voksne forvandles fredag til fed fredag!

Koncerten slutter, alle musikere rejser sig. Vi klapper en sidste gang.

Så er der mad!