Tilbage med dem – smid dem ud!

Sådan går teksten til en efterhånden gammel sang af TV2.
“En hel kupé af dobbelt
dansk moral, dukker sig
og vender hovederne
den anden vej”

Eleverne var midt i hyggeligt juleklip, da musikken blev sat på pause. Dørene blev slået op imellem de to klasser, så hele årgangen kunne lytte med. Hjerter, der endnu ikke var klippet færdig blev lagt på bordet. Halvfærdige julestjerner lå ved siden af. Nogle småsnakkede stadig og en enkelt havde svært ved at få slukket musikken på sin computer. Han begyndte at grine forlegent, for de voksne så virkelig ud til at mene det alvorligt. Nu skulle der være ro:
“I har nok lagt mærke til, at en af jeres kammerater ikke har været i skole et par dage. Det skyldes, at hun fra i dag ikke må gå i skole her længere.”

Jeg har aldrig nogensinde oplevet en stilhed som larmede så meget. Stilheden gav rungende ekko langs de hvide vægge, der pludselig virkede kolde og kvælende.

Det er ikke første gang vi giver den besked. Det er næppe sidste gang.

Jeg lagde armen om veninden, der allerede græd over sit venskabstab. Hun sagde: “Jeg er så ked af det. Men hun må være endnu mere ked af det”.

En ældre elev kom forbi. Hendes veninde er også blevet udvist. Hun havde netop fået besked og så på mig med et blik, der virkede så ufattelig tomt, at det gjorde endnu mere ondt, end hvis det havde vist smerte: “Det føles som om de tager mine naboer én efter en. Næste gang er det måske mig.”

De var mennesker, hvis liv flettede sig ind i vores. De viste os tillid og respekt. De var gode kammerater. De havde fremtidsdrømme om uddannelse og arbejde og om at give tilbage til det Danmark som hjalp dem. De er reduceret fra at være mennesker, til at være en udgift, vi ikke vil betale.

Jeg tænker tilbage på dengang, da hun lige var kommet til skolen, og vi endnu kun kunne tale engelsk sammen. Hun gik med ud i frikvarteret og lagde tillidsfuldt sin lille brune hånd i min. Sammen med de danske børn lærte jeg hende at lege “To mand frem for en enke” og “Katten efter musen”.

Julemusikken strømmer ud af min radio nu:
“It’s Christmas time, and there’s no need to be afraid
At Christmas time, we let in light and banish shade
And in our world of plenty, we can spread a smile of joy
Throw your arms around the world
At Christmas time”.