Retænk modellen for normeringer: Lad normeringsdebatten tage udgangspunkt i børnene

Udgivet i Politikken d.3 oktober 2019.
Skrevet af Louise K. Jessen (pædagog), Nanna Høyrup Andersen (pædagog) og Marianne H. Kinch (forælder)

 

Børn hverken ser eller mærker pædagoger og medhjælpere, der er på ferie, til møde, til pause eller på kursus. Børn kan ikke få trøst og omsorg, hjælp til sociale relationer eller spejle sig i voksne, der ikke er til stede.

Hvis vi skal have en debat om det gode børneliv, må vi også inddrage børnenes perspektiv i tilrettelæggelsen af rammerne for daginstitutionerne. Således må normeringer nødvendigvis estimeres ved, at der tages højde for virkeligheden, som den tager sig ud i praksis.

Derfor er der behov for en ny model til opgørelse af normeringen. En model, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition og forståelse af normering.

En ny model, der ser normeringen fra barnets perspektiv.

Børnene har fyldt i meget i den offentlige debat det seneste års tid. Det er blevet tydeligt for enhver, at vilkårene for de mindste ikke er gode nok, og at det er nødvendigt for os som velfærdssamfund at rette op.

Især normeringer i daginstitutioner er blevet noget, vi alle sammen snakker om, og temaet er således også højt på den politiske dagsorden frem mod de kommende finanslovsforhandlinger.

Derfor er det også vigtigt, at der er enighed om, hvad ’normering’ dækker over. Flertallet i debatten bruger det samme ord, men ud fra vidt forskellige perspektiver.

Normeringsopgørelsen fra Danmarks Statistik tæller groft sagt antal ansatte holdt op imod antal indskrevne børn. Det giver mulighed for at sammenligne normeringen i de enkelte kommuner og kan bruges til at op- eller nedjustere budgettet.

Men »det har aldrig været intentionen, med udgangspunkt i de her normeringstal, at det er tal, der skal kunne genkendes nede i den enkelte daginstitution«, udtalte chefkonsulent Bjarne Mann fra Danmarks Statistik til DR i april.

Normeringsopgørelsen fra Danmarks Statistik angiver bruttonormeringen, dvs. antallet af ansatte, men skeler hverken til arbejdsopgaver, der foregår væk fra børnene, eller til kort- eller langvarig sygdom og ferie.

Den kan altså ikke sige noget om dagligdagen i danske daginstitutioner. Alligevel benyttes opgørelsen i flæng, i sammenhænge hvor det netop er dagligdagen i institutionerne, der er debattens fokus. Denne udvikling finder vi dybt bekymrende.

Problemet er, at mens flere politikere, embedsmænd og interesseorganisationer refererer til normeringen som antal børn per ansatte på matriklen, må en forskningsbaseret vurdering af normeringen samt forældrenes oplevelse af samme forholde sig til normeringen i børnehøjde – det vil sige antallet af faktisk tilgængelige voksne i løbet af en institutionsdag.

Løsningen ligger ligefor. Med udgangspunkt i den eksisterende opgørelse kan man fraregne ferieafvikling, afspadsering, det gennemsnitlige sygefravær, pauseafvikling samt ikke mindst den tid, der går med arbejdsopgaver, hvor man ikke er i direkte kontakt med børnene.

Dermed vil vi få en opgørelse, der bedst muligt angiver normeringen fra barnets perspektiv, uden at det forringer muligheden for at beregne ressourcetildeling.

Det vil selvfølgelig være en ressourcekrævende opgave minutiøst at registrere pædagogernes arbejdstid, men det mener vi heller ikke er nødvendigt.

Eksempelvis har Qvarts & Rambøll allerede foretaget sådanne typer opgørelser, som vil kunne anvendes i en udregningsmodel, der angiver nettonormeringen. Også Bureau 2000 har givet bud på mere realistiske udregningsmodeller.

Enhver statistisk opgørelse vil naturligvis have udsving, når den omsættes til praksis. Det vil den model, vi foreslår, også.

Men det faktum, at der er variationer i praksis, bør ikke være argument for at undlade at anvende en brugbar normeringsopgørelse og for en tilbagevendende diskussion om beregninger, der ligger milevidt fra den virkelighed, som børn, forældre og fagprofessionelle hver dag lever med.

Normeringer forventes at blive et centralt emne under de kommende finanslovsforhandlinger. Derfor er det vigtigt, at en ny udregningsmodel med barnets perspektiv i fokus hurtigst muligt udformes, anerkendes og anvendes af Børne- og Ungeministeriet samt KL.

Uden en sådan model vil der ikke kunne føres en ligeværdig debat eller træffes ansvarlige beslutninger for vores børns hverdag og fremtid.

Medunderskrivere på indlægget: Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, Familiepolitisk Netværk, Professor i udviklingspsykologi Dion Sommer, børneforsker Erik Sigsgaard, forsker på dagtilbudsområdet Søren Smidt, psykolog og klinisk specialist i børn og unge Rikke Torndrup, Den Kritiske Pædagogiske Højskole, Arbejdsgruppen bag ny normeringsopgørelse, tidligere daginstitutionsleder Tina Brandt, Ph.D. Birgitta Gomez Nielsen, samt pædag og debattør Danielle Mercier