Teatertid i SFO

Scenen er pillet med.Teatersalen ligner igen det den er, en stor tom firkant, som kan bruges til alt muligt forskelligt, men i hele sidste uge og i mandags var den rammen for vores teaterforestilling om Tommelise. 

Nøgleordene når vi laver teater i SFO må være: hektisk og til tider lidt uoverskueligt men også fantastisk, minderigt og helt klart noget vi skal gøre igen og igen og igen..

Hvert år til teater føler jeg mig som kaninen i “Alice i eventyrland”, der løbende med sit ur råber “jeg kommer for sent, jeg kommer for sent”.  Jeg har en følelse af, at vi er kommet for sent i gang og at vi aldrig når at blive klar til forestillingen.

Hvert år undervurderes den drivkraft, der er i børns engagement, den energi de udstråler og den glæde der følger med, når 50 børn på tværs af klasserne er sammen om en aktivitet, som de selv har valgt til. Der bruges fritid på at øve replikker og trin til dansene. (Tak til forældre for deres tålmodighed.) Børn har været nærmest limet sammen med deres manuskript, ikke fordi de skulle det eller fordi vi forlangte det, men fordi de syntes det var sjovt. 

På kun 12 dage inklusiv to weekenden gik vi fra en flok voksne og ca. 50 børn, der sad midt på gulvet i en tom teatersal og læste op fra manuskriptet til en flok voksne og børn der var så klar til at vise alt det, vi havde nået. Vi havde skabt et Tommelise-univers med de fineste kulisser og flotte kostumer og vi var blevet så gode, som vi kunne.

Forestillingen blev en succes, og ja jeg er pædagog og var med til at lave det, så måske er jeg ikke helt upartisk, men jeg tror også at jeg så enkelte forældre og bedsteforældre blandt publikum med tårer i øjnene. 

Spøg til side. Jeg er så glad for at så mange børn ville være med og at vi er en del kolleger, der brænder for det her, og at de resterende kolleger er villige til at tage slæbet i SFO´en mens teaterprojektet er i gang. Det er utroligt, hvor meget, så kort tid kan få betydning for. Vi har set børnene, da vi startede med teater og da vi havde premieren. Jeg ser børn, der rykker sig – børn, der tør mere, agerer mere, hvordan de snakker mere med de andre, griner og har overskud til at fjolle lidt, hvordan de hjælper en kammerat der har glemt replikken/dansen eller ikke kommer ind på scenen, hvordan danserne starter med at ikke kunne finde på en dans og med lidt guidning ender med de fineste danse, som de stort set selv har fundet på, og hvordan hjælperne sørger for det alt det tilskuerne ikke ser, alt det der skal fungere: teknikken, rekvisitter MEN især er jeg stolt over hvordan hele teamet støtter og bakker hinanden op.

Måske er det ikke tydeligt for tilskuere men for mig er det så vild en rejse som de her børn har været på på kun 12 dage, og måske er det også derfor at man som pædagog bliver helt rørt, når man kan se,hvor stor betydning det har haft for nogle af de her børn. Det er også lidt vemodigt for nu er det et helt år til. at jeg igen skal løbe forvirret rundt og tænker: jeg kommer for sent, jeg kommer for sent, inden jeg igen sidder ved premieren med en hel ny gruppe af børn og tænker: “Det er alle sammen mine børn, og hold fast hvor er de bare gode.”