Man stjæler da ikke fra børn.

Jeg er glad for at børnene endelig kom på dagsordenen i den forgangne valgkamp. Minimumsnormeringerne blev en del af regeringsgrundlaget, og selvom det kneb med at finde de lidt over 2 milliarder, det vil koste at genoprette børneområdet, så endte det trods alt med en indfasning af minimumsnormeringer frem mod 2025.

Nu er det kommet frem, at en række danske virksomheder har modtaget penge fra regeringens hjælpepakker, selvom deres selskabskonstruktion har gjort det muligt for dem at undgå at betale skat i Danmark. Det er sådan set ikke nyt, Corona hjælpepakker eller ej, så koster selvsamme virksomheder årligt Danmark 7 milliarder i tabte skatteindtægter om året.

Disse virksomheder har aktivt valgt at tilsidesætte rettidig omhu og moral og besluttet sig for, at det er i orden at øge virksomhedens formue på bekostning af børnene i de danske daginstitutioner. De har tydeligvis glemt, hvad de lærte af deres relations kompetente pædagoger, da de selv gik i børnehave – for de syntes ikke at have noget begreb om, hvad det vil sige at dele, vente på tur, se sig selv som en del af en helhed eller kunne begå sig i det sociale fællesskaber.

Corona’en bliver en bekostelig affære – og der er en regning, der skal betales. Jeg bliver bekymret når jeg hører floskler som at “pengene skal tjenes før de kan bruges”, og at pædagogernes krav om minimumsnormeringer bliver en klods om benet, når “regningen skal betales”. Nej, pædagoger lægger fundamentet for fremtidens generation af skatteborgere i Danmark – den virkelige klods om benet er de virksomheder, der bevidst undgår at bidrage til fælleskassen i Danmark.

Jeg kunne ønske mig at børnenes statsminister gør det klart, at minimumsnormeringer er et ‘must’– og at hun herefter tager ansvar for at vi får lukket de huller i skattelovgivningen, som gør det muligt for virksomheder, at trække de penge ud af landet, som er beregnet til at give vores børn de bedste forudsætninger for et godt børneliv.

læserbrevet er blevet bragt i netavisen ‘arbejderen’ d. 12/6-20