Skal vuggestuebørn vente 5 år på at blive trøstet?

”Mer!”. Vigga holdt hånden ind under sæbedispenseren ved børnenes håndvask. Dispenseren doserer sæbe automatisk, når man holder sin hånd ind under sensoren, og det havde den et-årige pige styr på. Vi var i gang med tredje sæbedosering, og Vigga var fuldt optaget af sæbeboblerne, der samlede sig omkring afløbet.

”Dut”, sagde jeg, imens jeg stak fingrene i en stor boble, der bristede. Vigga kiggede på mig, og vi begyndte begge at grine.

”Ut”, sagde hun, og klaskede hele hånden ned i vandet ved afløbet, så dråberne stod ud over det hele. Vigga elsker at stå ved håndvasken, og hvis det står til hende, kører hun sæbeautomaten helt i bund hver gang, vi vasker hænder. Og vi vasker ofte hænder i vuggestuen nu, hvor coronapandemien huserer.

I starten af pandemien havde vi god tid i vuggestuen. Normalt har jeg 4-5 små børn på en gang på badeværelset, og så skal vuggestuepædagogen altså holde tungen lige i munden. Så er der travlt og ikke meget tid til at kigge på sæbebobler eller mærke vandet risle på håndfladerne.

Men coronakrisen vendte op og ned på meget – også på bemandingssituationen i vuggestuerne. For en tid fik vi på min arbejdsplads, en vuggestue i Smilets By, tildelt en medarbejder mere på hver stue, der skulle hjælpe med at hygiejnekrav og gruppestørrelse blev overholdt. Så vi var faktisk fire medarbejdere til 12 vuggestuebørn frem til middagstid. Var der nogle der sagde minimumsnormeringer?

Hold op en verden til forskel det gjorde. Sundhedsstyrelsen krævede, at vuggestuebørnene skulle opdeles i små grupper med kendte voksne, hvilket ironisk nok også er et væsentlig parameter, når man taler om højkvalitetsinstitutioner.

I de små grupper er der tid til også at høre, hvad Anne siger, og måske hjælpe hende med at få formuleret det, der kan være svært at udtrykke, når man er 2 år. Der er tid til at lave fødselsdagskagen færdig i sandkassen, og hjælpe lille Anders med også at stikke fingeren i kagen ligesom de andre børn. I de små grupper kan pædagogen trøste Ahmed, der er har slået sig på scooteren, og bagefter hjælpe ham op igen og videre ud i verden til vennerne. Pædagogen kan hjælpe Niels med at falde til ro i sin barnevogn, fordi han er lille og træt og urolig i sin krop, uden at skulle tænke på, at kollegaen imens står alene tilbage med 10 børn. Pædagogen har tid til at hjælpe Janus, der gerne vil være med i legen med de andre børn, og kommer til at slå, når han bliver frustreret. Vigga kan stå ved håndvasken og sanse sæben og vandet og i et øjeblik dele oplevelsen helt alene med en nærværende, ustresset pædagog.

I de små grupper kan pædagogen udmønte sin faglighed og udføre de arbejdsopgaver, hun er ansat til løse. Hvilken fornøjelse det var!

Sundhedsstyrelsens coronaretningslinjer betød også, at der var pinligt rent på stuerne. Alle flader blev aftørret grundigt hver dag, og legetøjet blev vasket som aldrig før. Ikke fordi pædagogerne er nogle grisebasser, men bemandingssituationen tillader normalt ikke megen rengøring andet end den, der stort set er sparet væk. Og vi registrerede forskellen! Hverken pædagoger eller børn hostede eller havde snotnæser, og der var ingen forældre, der skulle blive hjemme pga. syge børn.

Det hele var næsten for godt til at være sandt. Og det var det desværre også.

Coronakrisen er ikke slut, men det er de ekstra ressourcer i vores vuggestue og i de fleste andre daginstitutioner rundt om i landet. Nu er pædagogerne desværre vendt tilbage til store børnegrupper, få pædagoger med meget alenetid og et brændende, fagligt ønske om, at der indføres minimumsnormeringer så hurtigt som muligt.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor det er et smittetryk fra en tilfældig virus, der skal afgøre, hvor meget af den så vigtige og betydningsfulde voksenkontakt, vuggestuebørnene kan få i landets daginstitutioner?

Vi ved jo fra forskningen, hvor afhængige de små børn er af at være i stabilt samspil med tilgængelige pædagoger.

Det bør være et afgørende kendetegn for vores velfærdssamfund, at daginstitutionerne som en selvfølgelighed kan give alle børn kontinuerlig adgang til pædagoger, der kan trøste, udfordre og hjælpe barnet ind i fællesskabet, uanset om landet står i en coronakrise eller ej. Det burde være indiskutabelt at børn, forældre og pædagoger ikke skal vente til 2025, før vi får en anstændig bemanding i landets daginstitutioner. Små børn kan ikke vente 5 år på at blive trøstet.