Alle børn og unge har ret….


Corona har budt os mange udfordringer. En, for mig alvorlig udfordring er, at børn og unge bliver udmeldt af sfo’er og klubber. Alt for mange efterlades i hjemmene med Fortnite som barnepige. Det er katastrofalt, for børn og unge skal ikke opdrages af Fortnite eller andre spil, og set fra et samfunds- og udviklingsmæssig perspektiv er det en særdeles uhensigtsmæssig løsning.
Jeg mener at børn og unge skal være en del af forpligtende fællesskaber, med uddannede pædagoger der kan støtte op om god udvikling og trivsel. Det er som aktiv deltagende i de forpligtende fællesskaber vi dannes som mennesker, og den enkeltes identitet udvikles.
Det er også i mødet og dialogen med børnene og de unge, at vi som pædagoger har muligheden for at arbejde præventivt, og have en skærpet opmærksomhed på mobning, ensomhed og mistrivsel.
Jeg som pædagog, er uddannet til at skabe arenaer/rum hvor børn og unge har mulighed for at eksperimentere, lege og knytte gode relationer.
Så når jeg udbyder wellness for alle piger på 1. årgang, med fodbad, fodmassage, neglelakering, og en kop the så tilbyder jeg et fællesskab, og jeg ved ud fra pædagogiske betragtninger, at jeg får skabt en god eftermiddag for pigerne.
Hvis vi som samfund sikrer vi børn og unge de bedst mulige udviklingsmæssige vilkår i samspil med nærværende engagerede pædagoger, mener jeg kimen er lagt til at blive livsduelig og få et godt voksenliv.
Alle børn og unge har ret til et godt liv.

#Stolt pædagog
#Godt børneliv
#Fritidspædagogik