Bare pædagog..!

Kristian sidder til en reception. Kristian og hans kone, Ida, er blevet placeret ved et bord, hvor de ikke kender nogen. Som man som regel gør, i sådan en situation, når man skal lære nye mennesker at kende, på kort tid, begynder folk at tale om hvad de laver. Snakken går rundt om bordet. Der sidder en IT-konsulent, for et firma Kristian aldrig har hørt om. Han hedder Mikkel og han taler længe og ivrigt om sit job. Bagefter går turen til Kristian. Kristian fortæller, at han arbejder på en skole, hvor han til dagligt står for trivslen for en 1. klasse, men samtidig også er pædagog for Trine, i en 6. klasse, så hun kan fungere i den almene folkeskole. Folk sidder omkring bordet og lytter med, ligesom de havde gjort imens Mikkel talte. Da Kristian er ved at være færdig og det nu er Idas tur, til at fortælle, spørger Mikkel ”Så du er bare pædagog?”.
Hvor er jeg træt af at, høre den sætning. ”Bare pædagog”. Der er ikke noget, der hedder ”bare pædagog”. Jeg er som pædagog med til at danne og forme fremtidens generationer, så vores velfærdsstat kan få gode demokratiske borgere, der også i fremtiden vil være med til at sikre, at vi i Danmark kan have en høj levestandard. Hvor er jeg ked af, at vi, som samfund ikke anerkender hvor stor en rolle pædagoger spiller, i vores børns liv. De er de voksne mennesker, som er mest sammen med børnene, i deres vågne timer, de første 6 år af børnenes liv. De er de voksne der støtter dem igennem skolelivet, når det er hårdt. Når Anton driller, eller Klara ikke vil lege. Det er de mennesker, der går forrest og viser, at det er okay at være anderledes, at det er okay, at tingene er svære. At det nok skal gå. Det er pædagoger, der afholder sodavands diskoteker, hvor børnene får mulighed for at, prøve at lege ung voksen, men hvor der stadig er voksne omkring, hvis nu det skal blive svært eller endda gå galt.
Da Corona krisen var rigtig slem og landet var næsten lukket ned. Da blev jeg på arbejdet og sørgede for, at de mennesker der var livsnødvendigt personale, stadig havde mulighed for at passe deres arbejde. Ja tænk, politikerne kaldte lige pludselig også mig, for livsnødvendigt personale. Jeg kan ikke forstå, hvordan vi som samfund, kan finde på at, kalde vores livsnødvendige personale for ”bare pædagog”. Både jeg og mine kolleger fortjener at blive anerkendt for det kæmpe stykke arbejde vi gør, for vores samfund, hver eneste dag, på samme vilkår som mange andre af vores såkaldte livsnødvendige faggrupper bliver anerkendt. Hvis vi fortsat skal have dygtige pædagoger, skal vi ændre samfundets syn, på den utrolig vigtige samfundsopgave, som pædagoger løser, ellers ønsker folk ikke, hverken at være, eller blive pædagog.
Så stop med at sig ”bare pædagog” og anerkend at pædagoger gør en kæmpe forskel, for tusindvis af mennesker hver eneste dag. Også når en pandemi truer landet.