Glemmer vi det stille flertal?

Jeg mener, der er en tendens til, at vi glemmer det stille flertal af unge, og deres uudtalte behov, fordi det alt for ofte er det larmende fåtal, der får alt opmærksomheden.

En gruppe piger startede engang i fritidsklubben i tredje klasse. Igennem deres tid i klubben, har de brugt den nærmest dagligt. De har været med på kolonier, lalandiature og skiture. Igennem de ture, har de oplevet børn og unge, i alle aldre, være en del af klubben. En gruppe som de piger er det vi på klubben kalder for kulturbærere. De har fået klubbens kultur ind, igennem oplevelser med pædagogerne fra klubben og igennem oplevelser med de ældre børn på klubben.

Gruppen af piger ligner udadtil en rigtig velfungerende gruppe. Det er de også langt hen ad vejen, men der er selvfølgelig problemer og diverse konflikter, som skal løses. Nogle gange hjælper jeg dem, støtter op om deres behov og guider dem i konfliktløsningen. Andre gange klarer de det selv.

De her piger, og grupper som dem, har jeg oplevet en del i af min tid i klubberne. De samler børn og unge omkring sig. De giver plads til alles særheder, og accepterer de skævheder der er hos alle børn. De er en drøm for inklusionstanken. Men man skal ikke være i tvivl om at de er en gruppe af piger, der har behov for kontakt til pædagoger, og har behov for en klub, at bruge tid i.  

Pigerne er så gamle, at de må begynde at bruge vores ungdomsklub. Dette betyder også, at de er så gamle, at brugen af klubben daler, grundet diverse andre fritidsaktiviteter. Men de prøver hvad de kan, og vi voksne forsøger og gøre hvad vi kan for at de kommer.

Vi har været inde i en længere periode, hvor de har brugt klubben meget sjældent. Og når de har brugt den, har det været om dagen i fritidsklubben og meget sjældent om aftenen i ungdomsklubben. En dag spurgte en kollega dem, hvorfor de ikke kom så meget i ungdomsklubben. I stedet for det sædvanlige og forventede svar om manglende tid, svarede de at de ikke brød sig om at komme i klubben, når tonen er så hård, som den er lige nu. Min kollega spurgte bekymret hvad de havde oplevet, med den bekymring om, at der blev talt hårdt til dem. Det de svarede overraskede både min kollega og mig. De syntes det var ubehageligt at opleve andre unge, der talte så hårdt til deres pædagoger. ”Fuck dig” som svar på et ”hej med dig”, blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for den her gruppe piger.

Vi har længe haft problemer, med enkelte små grupper af unge, der har haft en ubehagelig tone overfor hinanden, og nogle af dem, også overfor pædagogerne. Det misforståede koncept, i målsætningen for klubberne, har resulteret i et dårligt forsøg på tvangsinklusion. Vi skal acceptere alle brugere af klubben. Også dem der ikke vil klubbens fællesskab og kultur.

Jeg er enig i tanken om, at alle børn og unge har behov for en klub. Men det er vigtigt, at politikere forstår, at forskellige børn har behov for forskellige klubtilbud. For at sikre klubbernes eksistensgrundlag er det vigtigt, at vi kun skal acceptere de børn, der vil klubbens kultur og fællesskab.

Jeg syntes det er bekymrende, når få brugere af klubben, og deres opførsel overfor de voksne, resulterer i at flere brugere af klubben, fravælger den. Prioriterer vi så ikke det larmende fåtal, og glemmer det stille flertal?