Hvem skal bestemme om Anders er skoleparat

Jeg mener, at det er problematisk at flere og flere børn ikke er skoleparate, når de starter i skole. Det er et problem, fordi børnene oplever, at de ikke kan honorere de krav, der bliver stillet og de derved får en følelse af ikke at lykkedes.

Der har igennem længere tid været et stort fokus på og diskussion af emnet uddannelsesparathed hos de ældste elever i folkeskolen, men jeg mener, at det måske er lige så relevant at rette fokus mod de yngstes skoleparathed. For hvad kommer det egentlig til at betyde på den lange bane for Anders, at han er startet i skole, inden han er parat?

Jeg kender Anders. Jeg har siddet med ham gentagende gange, mens han grædende har forsøgt at skrive de bogstaver, som han synes er så mega svære at få ned på papiret. Jeg har hentet ham i skolegården, når han ikke er kommet ind efter frikvarteret, fordi han hellere vil lege ”politi og røvere” end klippe blomster til vinduerne i klassen. Jeg har snakket med Anders’ mor, når hun har stået med en ulykkelig Anders, der ikke vil i skole, fordi det er svært og han føler, at han ikke dur til noget. Jeg har oplevet Anders brænder sammen, når han endelig er nået frem til den tid på dagen, hvor der er tid til at lege. Han har brugt alt sit krudt på at honorere alle de uoverskuelig krav han er blevet mødt med igennem sin skoledag. Nu er lunten kort og Anders kommer op at skændes med sin bedste ven over en leg. Han kommer til at slå en af pigerne fra klassen, fordi hun forstyrrer ham i hans leg og til sidt forsvinder han ned i bunden af legepladsen. Her finder jeg ham. Han er ked af det, savner sin mor og vil gerne hjem. Anders’ dag har været alt andet end god og han går hjem med en følelse af ikke at lykkedes.

Der er ingen tvivl om, at børn som Anders burde få lov til at blive 1 år mere i børnehaven, få leget færdig og blive helt klar til at tage livtag med skolens krav og forventninger. Det var Anders’ forældre og pædagogen fra børnehaven sådan set også enig om, men selvom de kender Andres bedst, kan de ikke tage den endelig beslutning om at lade Anders blive i børnehaven. Det er nemlig en forvaltningsbeslutning. Så Anders’ skæbne bliver ikke besluttet af de mennesker, der kender ham bedst, men af Bodil der sidder i forvaltning. Hun kender ikke Anders, har ikke set ham i hans dagligdag. Hun skal basere sin beslutning på anden hånds beskrivelser samt måske et skema udarbejdet af kommunens børn/unge afdeling.

Vi bliver nødt til at få beslutningen om et barns skolestart givet tilbage til dem, der er tæt på barnet og kender barnets behov. Ligesom SF’s undervisningsordfører Jakob Mark kan jeg også være bekymret for, at Anders’ skolestart har et økonomisk perspektiv, idet et børnehavebarn er mindre rentabel for kommunen end et skolebarn. I min optik må et barns fremtidige skoleliv aldrig beror på en økonomisk tankegang, men skal have afsæt i barnet trivsel og behov. Derfor er det ikke Bodil fra forvaltningen, der skal tage den endelige beslutning om Andres’ skolestart. Det skal hans forældre.