Når inklusion bliver offentligt omsorgssvigt

Leo græder. Han står uden for klasselokalet. Det er endnu en dum morgen. Leo græder, fordi han er bange. Bange for de flyvende stole gennem lokalet og for de voldsomme trusler om tæsk. For de frygtelige ord, som slår så hårdt og for de slag og spark, der giver blå mærker. Han er bange for at sige noget, gøre noget, der udløser lavinen. Han ved, at han vil møde det hele i dag og han ved, at han uforvarende nok skal komme til at skabe en lille snebold, der på nul komma fem bliver til en lavine. Han ved det, for sådan er det alle andre dage. I Leos klasse går nemlig Oliver. Og Oliver kan det ikke. Han kan ikke larmen, forventningerne, det sociale spil. Et par dage om ugen er der en ung medhjælper inde i klassen. Hun skal sørge for, at Oliver bliver inkluderet i fællesskabet. Hun skal hjælpe Oliver med at forstå, at han ikke må slå. Hun skal også sørge for, at de andre børn leger med Oliver. Det gør hun oftest ved, at fortælle dem, at de skal. Men ingen vil lege med Oliver. Han kaster stadig med stole, slår og truer. Og Leo, han er stadig bange.

Du kender måske en Leo, en Oliver eller en skoleklasse som deres. Du genkender nok følelserne af frygt, frustration og afmagt. Lad os være enige om, at ingen børn skal have de følelser som dagligdag.

Den gode nyhed er, at vi kan hjælpe Leo og Oliver, så deres hverdag ændres. Vi kan hjælpe alle disse børn, der hver dag fanges i et skolesystem, hvor de ikke gribes og favnes. Men det koster.

Så lad os sammen fortælle politikkerne, at der ikke skal spares på vores børn og at ægte inklusion koster penge. Insistér på, at alle børn har krav på en barndom, hvor der er plads til dem og hvor de gribes, støttes, mødes og passes på af alle vores dygtige lærere og pædagoger. Alt andet er nemlig offentligt omsorgssvigt!