Skolen anno 2020 skal ikke være et dukketeater

For tiden hører jeg ofte pædagoger, der siger de mangler faglig anerkendelse. At de fra omverdenen bliver mødt med tvivl om, hvad de egentlig kan, og hvad de laver i deres daglige arbejde.

I mit job som skolepædagog kan jeg ind imellem godt nikke genkendende til dette.

Historisk set er skolen lærerens domæne. Et sted, hvor læreren sætter dagsordenen, og hvor pædagogen retter ind. Som en marionetdukke, der bliver styret af en dukkefører. Historisk set!

Med Folkeskolereformen fra 2014 blev der lagt op til et mere ligeværdigt tværfagligt samarbejde pædagoger og lærere imellem. Heldigvis fungerer dette samarbejde oftest gnidningsløst. Men også et samarbejde jeg desværre ikke altid oplever fungerer. Årsagen til dette skal måske findes i de mange faktorer, der er i spil: Lønforskelle, tværfaglighed, ledelse, forældre, uddannelse, historik. Alle sammen faktorer vi som pædagoger må acceptere, er et vilkår.

I hvert tilfælde indtil vi råber op, viser hvad vi kan, og sætter vores faglighed på spil.

Og ja. Der skal da en faglig kamp til, for at erobre en del af lærerens arena. En kamp som kan være lang og sej. En kamp som kan tage tid. En kamp, hvor vi som pædagoger må være proaktive, hvis vi vil opnå anerkendelse for vores virke i skolen.

Vi må melde os ind i fagkampen og vise, hvad vi kan. Kun vores fælles indsats kan retfærdiggøre en ligeværdig anerkendelse med lærerne. En anerkendelse der er en forudsætning for et samarbejde, der kan gøre folkeskolen anno 2020 til et sted, hvor vi i fællesskab kan tilbyde børnene en skoledag, fyldt med lærdom og dannelse.

Så kære pædagogkollegaer. Skal vi ikke stoppe med at spille dukketeater, og klippe navlestrengen til dukkeføreren?