Unge der pendler i et system til uvis endestation.

Jeg mener at unge mennesker har behov for en sammenhængende indsats, også når kommunen står for indsatsen.
Jeg står på togstationen og snakker med en ung mand, ud fra seven eleven kommer Emir, han ser ud til at være ked af det eller måske sur, han kommer over og siger: ”Christian den er helt gal igen”. Jeg kan mærke at jeg får en knude i maven for jeg har godt en ide om hvad der drejer sig om, jeg spørger ind til hvad der er galt og han virker som om han ikke helt ved hvor han skal starte. I en lang sætning får han sagt: ”jeg er total forvirret og kan ikke finde ud af hvad kommunen vil og hvem jeg skal henvende mig til. De har nu bedt mig deltage i et kursus hvor jeg skal lærer at håndterer min vrede men jeg er sgu da ikke sur, jeg var jo lige i gang med at få hjælp til at søge et fritidsjob og hende der fra den der anden afdeling vil gerne have mig til psykolog, jeg aner ikke hvad deres plan er.”
Jeg må desværre konstatere at det er 3. gang på fem måneder jeg har den samtale med en frustreret Emir og sidst jeg fulgte op på kommunens plan for ham, gik jeg derfra med en følelse af at jeg ikke helt var blevet klogere på hvad kommunens plan var. Jeg lovede Emir at jeg ville gå tilbage til kommunen og få klarhed over hvad kommunen egentlig mente Emir skulle og hvordan han selv kunne få følelsen af at han var en del af planen.
Jeg tog op til sagsbehandleren for at få snakket med hende om Emirs udfordringer og for at få klarlagt hvilken plan der var lagt for ham. Jeg fremlagde de udfordringer Emir havde og kunne mærke at hun blev vred over at jeg satte spørgsmålstegn ved hendes arbejde. Jeg har mange sager og kan ikke følge op på alle sammen og hvad Ungeguid gør er jo en del af lovgivningen. Jeg prøvede at forklare at jeg ikke satte spørgsmålstegn ved hendes arbejde, men at Emir havde brug for en samlet plan hvis vi skulle lykkes med at få ham klædt på til voksenlivet.
Jeg ville ønske, at de fagpersoner der arbejder med unge mennesker ville løfte knoglen og ringe rundt til de relevante samarbejdspartnere og få strikket en helhedsorienteret handleplan sammen for den enkelte unge. Når det er sagt, så er det vigtigste af alt vel at få ringet til Emir og få ham inddraget i sin egen plan for fremtiden. For hvis en plan skal lykkes, er inddragelse og medbestemmelse vel kilen til succes. Systemets store udfordring er, i mine øjne, sammenhæng i udførelsen. Vi må ikke glemme at det er mennesker der kommer i klemme når det fejler, så har man mennesket i centrum er vejen til et godt voksenliv mere sandsynlig.