Verdens vigtigste job.

Normeringerne i sfo er de seneste år blevet så kritisable, så flere og flere pædagoger bliver forhindrede i at gøre det vigtige job de er uddannet til. Jeg oplever at praktik og mangel på hænder, gør at jeg mister den tryghed og nærhed som er nødvendigt at have tid til, hvis man vil rykke og udvikle børn.

Jeg mener at pædagoger har verdens vigtigste job. Intet mindre. Jeg står hverdag på børnenes side, mens deres forældre er på arbejde.  

Det er ikke let at være et lille menneske, som ikke er sikker på hvordan man skal reagere overfor andre, hvordan man skal takle de følelser, som man igennem årene mærker mere og mere til. Man mærker, at man har behov for -og trang til at være i et fællesskab. Men hvordan skal man indgå i det, uden at komme til at misforstå eller blive misforstået. Vi har alle været der, og vi ved alle at man igennem sit børneliv har brug for en tryg pædagog som danner, guider og støtter en til at blive den bedste udgave af sig selv.

Jeg er pædagog i mit hjerte, og jeg har set og ser hverdag børn som jeg ved, at jeg ved hjælp af min relation og uddannelse kan få til at føle at de lykkedes. Jeg ser hvordan de fra helt nye små i 0.klasse, træder ind med forventningsfulde øjne og alt for store skoletasker. De træder ind til uvisheden om, hvad det vil sige at gå i skole, hvilke konflikter og kampe de kommer til at kæmpe for dem selv og for andre. De forventer en spændende og sjov dag, hver dag, hvor alt går som en leg. Men for mange, går det desværre ikke som en leg, og de har brug for en pædagog ved deres side, så de ved at de ikke kæmper kampen alene. De ved at der altid er en der samler dem op og hjælper dem til at rejse sig stærkere når de er faldet. For børn skal falde, men ingen skal falde alene.

Jeg ser børn udvikle sig igennem årene fra 0.-3. klasse og sender dem med stolthed i hjertet videre på deres rejse. For langt de fleste er ved hjælp af min støtte, mine tiltag og mine brede skuldre at græde ud ved, blevet til selvstændige og nysgerrige unge mennesker, der er klar til at tage næste skridt i livet med et stærkt fundament at støtte sig på.

Heldigvis er tiden ved at gøre op imod en årelang kamp mod besparelser og normeringer i børnehave og vuggestue. Men desværre oplever jeg at sfo er blevet glemt. Besparelser har udhulet det pædagogiske personale i sfo. I stigende grad er der fokus på aktiviteter, der skal rumme minimum 25 børn til en pædagog. En normering der ikke giver mulighed for nærhed. Jeg ser pædagoger der driver sfo, mere med hjernen end med hjertet. Den evige følelse af at være utilstrækkelig for de børn der har brug for en troværdig voksen, som har tid til at stå ved deres side, når vinden blæser stærkt fra nord. Kan få selv den dygtigste pædagog til at kaste håndklædet i ringen. For børn holder ikke op med at have brug for en pædagog når de begynder i 0. klasse. Så hvis vi ønsker unge mennesker der er klar til at tage fat på livets udfordringer, stå op om morgenen og uddanne sig. Så har vi brug for mennesker der tør at tage stilling og politikere der tør at gå forrest, i kampen for Danmarks fremtid. Så bliver vi nødt til at anerkende at INGEN i dag kommer ud af skolen som hele dannede mennesker, hvis IKKE der er nok pædagoger til at varetage VERDENS VIGTIGSTE JOB.

#Minimumsnormeringernu

#HvorErDerEnVoksen

#StoltPædagog

#Godtbørneliv