Fyrtårne for børns trivsel og dannelse

Det var en onsdag aften, vi sad og spiste aftensmad. Snakken gik og jeg spurgte min 8-årige søn, hvordan dagen i skolen var gået. Han mumlede lidt og rodede rundt med kartoflen på tallerkenen. Jeg gjorde mig umage med at være bevidst om den måde jeg spurgte på igen. I mit hoved havde løvemor allerede brølet. ”Magnus flippede ud igen. ” Søster brød ind. ”Ja, vi hørte ham godt. Løb han ikke ud på legepladsen i strømper? Kom han tilbage igen? Emma sagde han var løbet langt ud fra skolen?” Min søn kiggede lidt træt op. ”Jeg ved bare vi igen skulle tale om, hvordan man kommer ind i klassen og sætter sig……kan vi ikke bare lave noget dansk?” Min søn på 8 år klager over at der ikke er nok undervisning!

Samtaler som denne havde vi desværre mange af.  Derhjemme, i skolen med pædagog, lærer, ledelse – både når vi hentede og til møder og flere forældremøder, hvor der ofte var de samme 10 børn der blev repræsenteret. Samtalerne handlede ikke kun om Magnus. Der var flere drenge der havde svært ved overgangen fra børnehave til skolen og det forsatte også efter 0. kl. Det blev nærmest en kultur i klassen at det var normalt at kaste med stole, smide viskelæder efter læreren og råbe og skrige. Ja, også slå og sparke på dem som så forskrækket til. Min søn var så en af dem der så forskrækket til.

Skolen var fyldt med dygtige pædagoger, gode lærere og en ledelse der så udfordringen. Deres meget fine løsning var at sætte en ekstra pædagog ind i klassen, fast med lærerne. Det hjalp. Efter blot 14 dage gik det bedre. De børn, der havde haft svært ved de rammer der var, faldt lidt til ro. Der blev sikkert også sat andet i gang, men det ved jeg jo ikke noget om, da jeg jo var forælder. Men jeg kunne mærke en klar ændring. På min søn og på klassen når jeg afleverede om morgenen. Men nu skal træerne jo ikke vokse ind i himlen. Da der igen var ro og måske også trivsel i klassen, blev ekstra pædagogen taget ud af klassen igen. Der gik ikke længe, så var klassen tilbage i deres gamle kultur. Ind med ekstra pædagog igen – nogenlunde ro – ud igen. Sådan gik det frem og tilbage krydret med møder og diverse samtaler.

Det sluttede for os en sensommerdag. Bægret flød over. Min søn blev sparket i hovedet imens han lå ned, af en klassekammerat. Drengen der sparkede havde sparket og slået før. Vi havde prøvet med legeaftaler, hvor de to altid hyggede sig, men noget skete i skolen. Noget som ikke kunne klares med et 14 dages plaster.

Vi skal have fokus på at investere i og gøre folkeskolen bedre. Forny den, på en bedre måde. Se på det miljø vi skaber, de kulturer der er og som vi sætter børnene i.  Børnefællesskaber. Det er præcis det pædagoger er eksperter i. Vi er de fyrtårne som lyser ned, skarpt indstillet på barnets trivsel og dannelse.