Mens vi venter på 2. bølge… Af ”Hvor er der en voksen”

Det er morgen, jeg er på vej ud af døren og jeg tager mine kondisko på. Vores 21 årige studerende griner overbærende når jeg kalder dem kondisko – han siger det hedder ”sneaks” nu. Jeg snører dem stramt så de sidder godt fast på foden, de skal løbe stærkt i dag – igen i dag.

1-3

1-6

De normeringstal kender de fleste efterhånden. Det er de normeringer BUPL har anbefalet for henholdsvis vuggestue og børnehave. Én voksen til tre vuggestuebørn og én voksen til seks børnehavebørn. Men BUPL har faktisk også en vejledende minimumsnormering for SFO. Den hedder 1-9. Og det gælder altså for indmeldte børn – ikke for det antal børn der i gennemsnit kommer i SFO.
I den SFO hvor jeg arbejder, er der ca. 100 børn meldt ind – og det er kun børn fra 0.-1. klasse. I gennemsnit kommer der lidt over 60 om dagen. Vi er fire pædagoger ansat.
Vi er heldigvis i en opnormeringsproces. Vi får snart to personaler mere – en pædagog og en studerende. Men der er stadig langt til 1-9.

Siden folkeskolereformen gjorde skoledagen længere i 2014, er utrolig mange midler forsvundet fra fritidstilbud landet over. Det der tilbydes i institutionerne bliver dårligere. Forældrene udmelder deres børn – and round and round it goes. En endeløs ond spiral.

Efter vores kommende opnormering er vi seks, men i virkeligheden er regnestykket ret simpelt – 100 divideret med 9 giver ca. 11 personaler.

Det kan lyde helt grotesk, at vi ifølge BUPL burde være omtrent dobbelt så mange som vi er nu. – Det går jo meget godt, gør det ikke? JO det gør det – og så alligevel, for det vi går på kompromis med, for at få hverdagen til at hænge sammen er vores kerneopgave. Det er nærværet, relationerne og den personlige og sociale udvikling hos det enkelte barn.
Hvis jeg lader tankerne vandre og tænker over hvad der kunne gøres med 11 personaler…
Vi ville kunne have værkstedet åbent hver dag – måske endda med to pædagoger. Lige nu sker det kun et par gange om måneden.
Vi ville kunne have mere end én udevagt, så man faktisk kunne lege med de børn der var ude, frem for bare at holde opsyn.
Vi ville kunne sætte os ned og spille kalaha med hende som vi ved har brug for at tale om hvordan dagen i skolen er gået.
Vi ville kunne have gang i vores playstation og måske kunne vi på den måde aktivere nogle af de drenge der ofte løber rundt og er rastløse efter en lang skoledag.
Ja listen er endeløs…

Som SFO pædagoger har vi en lang tradition for at være solidariske. Når der skal forhandles løn til overenskomstforhandlinger, når vi accepterer at fuldtidsstillinger åbenbart ikke er noget der findes, når vores understøttende undervisning må ryge for at skoledagen igen kan blive kortere og når vi, i den pædagogiske debat, igen og igen må vige for daginstitutionerne – der er vel plads til os alle sammen?

Jeg er med på vigtigheden af den tidlige indsats. Jeg er helt med på at normeringer i daginstitutionerne er alt for ringe, og mange steder direkte uforsvarlige. Men jeg er træt nu. Jeg er træt af at løbe. Jeg er træt af at blive overset i debatten. Og jeg er simpelthen for træt til at være solidarisk længere. Vi har været det for længe, men som med daginstitutionerne, er det ikke noget vi kan sætte i gang alene som pædagoger – Vi skal have forældrene med. Så kære forældre bag #Hvorerderenvoksen?: Hvornår bliver det vores tur?

I 2025 skulle første bølge af minimumsnormeringerne være rullet ud. Hvem ved hvor længe der går før vi når anden bølge? Mens vi venter… Snører jeg kondiskoene igen i morgen.