Når SFO’ens kulturbærere forsvinder

På fritidsområdet ser vi med stor bekymring på effekten af forårets kontrollerede genåbning, der har betydet at mange børn er blevet meldt ud af SFO’erne. Specielt de ældste SFO børn forsvinder, idet mange forældre har fået oplevelsen af, at deres barn jo fint kan være alene efter skole. Samtidig finder mange forældre det også dyrt have sit barn i SFO, da der ofte er tale om få timer.

Jeg mener, det er et stort problem, at de ældste børn i SFO’en meldes ud, fordi de om nogen er kulturbærere i forhold til SFO’ens normer, værdier og traditioner. De er rollemodeller og skaber med deres erfaringer inspiration for de yngre børn. De er med til at holde traditionerne i hævd, fordi de har minderne om, hvor fedt det plejer at være og fordi de fortæller historierne om dem videre.

Jeg ser det udfolde sig hver dag og tænker mange gange slet ikke over det, fordi det er så indgroet en del af vores SFO. Det vi så smukt kalder mesterlæreprincippet og som opstår, når de store børn lærer fra sig og videregiver SFO’ens ånd, kultur og traditioner til de yngre børn i flokken. Jeg ser det udfolde sig i de små dagligdags situationer, hvor Janus fra 2. klasse tålmodigt viser Lise fra 0. klasse, hvordan hun trykker sig i gymnastiksalen på SFO’s tabulex system. Jeg ser det i børnenes leg, hvor de yngre børn lader sig inspirere af de ældre børn og hvordan det ofte skaber nye lege og venskaber på tværs af alder og årgang. Jeg ser det i skolegården, hvor Marie fra 3. kl. lærer Morten fra 1. klasse, hvordan man kører på SFO’ens ethjulede cykel og hvor de store drenge fra 2. kl. invitere drengene fra 0. kl. med til at spille fodbold. Jeg oplever det, hvert år til jul, hvor den næsten mytiske historie om drillenissen Finn, der gemmer sig på legepladsen hver dag i december, bliver genfortalt af de ældste børn til stor fryd og spænding for de yngste. Jeg ser det udfolde sig på smukkeste vis hvert år til SFO’ens MGP, hvor det ikke er mig Fie og Trine fra 1. kl. går til, når de mangler inspiration til deres danserutine. Den søger de i stedet hos de store piger fra 3. kl., som kan de fedest moves og gerne lærer fra sig. På finaledagen er det også de store piger, der giver Fie og Trine et ekstra klap på skulderne, når premierenerverne bliver for store.

Der er ingen tvivl om, at hvis vi vil bevare vores fritidstilbud, er det vigtigt med engagerede pædagoger og spændende aktiviteter. Det er vigtigt at få skabt nogle rammer, hvor børnene har mulighed for medbestemmelse og fordybelse. Hvor venskaber bliver skabt på tværs af børnegruppen og hvor de ældste børn er med til at førere SFO’ens kultur videre. Vi har i den grad brug for børnenes fortællinger om vores fantastiske SFO, da det er den bedste reklame, vi kan få. Derfor er det også et kæmpe problem, når søskenderabatten forsvinder, når prisen for SFO2 ikke svarer til antallet af timer børnene har behov for pasning og når SFO2 i forbindelse med en ny sparerunde nedprioriteres personalemæssigt. Det er alt sammen parametre, der er med til at retfærdiggøre forældrenes udmeldelser af deres børn. For hvorfor dog betale så mange penge for så lidt.

Lige nu giver vi i høj grad nedlukningen i foråret skylden for de massive udmeldelser, vi har oplevet efterfølgende. Men spørgsmålet er om det er hele sandheden eller den bagvedliggende årsag skal findes et helt andet sted. Nemlig flere års besparelser på skole- og SFO-området, og som en direkte følge deraf en nedprioritering af SFO2. Hvis vi forsat vil tilbyde nogle gode og relevante fritidstilbud for de ældste SFO børn, bliver vi nødt til at prioritere dem. Vi bliver nødt til at afsætte personaleressourcer og økonomi til at skabe nogle spændende aktiviteter, der kun er for de ældste børn. Vi bliver nødt til at skabe et frirum, hvor de ældste børn kan trække sig tilbage og bare være dem selv. Vi skal have nogle SFO2 tilbud, som er værd at vente på at blive stor nok til at blive en del af og som forældrene synes det er værd at betale for.