Den fælles historie er forsvundet.

Året var 2018 og i sin jagt på at kunne opkræve flere penge i kassen, besluttede politikkerne på landsplan at nedlægge de sidste fritidshjem og i stedet kalde dem for SFO´er, hvilket trådte i kraft i august 2019. Pristaksterne steg markant, da man kan indkræve et højere beløb, når de hører ind under skoleområdet end på daginstitutionsområdet.

Det tankevækkende og skræmmende var, at politikkerne var helt bevidste om, at det ville betyde, at man ville miste børn i de kommende SFO´er. Det betød dog mindre end de ekstra kroner, der kunne inddrives fra en højere forældrebetalingen.

Når forældre bruger penge på en ydelse til deres lille Sofie og Sofus, så skal de også føle, at de får noget for pengene. De længere skoledage samt fritidsinteresser flere gange om ugen, gør for nogles vedkommende, at der ikke er mange timers SFO-tid at gøre brug af, og så er prisen simpelthen for høj. Hvis taksten var lavere, så ville flere forældre helt sikkert også mene, at de fik noget for pengene.

Ændringerne fra fritidshjem til SFO´er fik den betydning i praksis at pædagogerne, som tidligere havde haft timer i børnehaven pludselig, ikke havde den mulighed mere. Timetallet faldt fra +30 til 19-20 timer om ugen for nogles vedkommende, hvilket resulterede i, at nogle måtte opsige deres stilling, mens andre måtte finde job nummer 2, så økonomien kunne rende rundt.

Da vi hørte til under daginstitutionsområdet, havde jeg det privilegie, at de børn jeg skulle have i fritidshjemmet, når de skulle starte i 0. klasse, også var de børn, som jeg var sammen med om formiddagen i børnehaven. Jeg fik derved skabt en fælles historie og en tryghed for både Sofie, Sofus og deres forældre, når skiftet nærmede sig. Det privilegie har jeg nu med mine 3. klasser, og det giver smil på læben, når Frederik jeg taler om dengang fastelavnsfesten gik galt eller dengang vi dansede til ”aberne i skoven”. Næste gang jeg skal modtage en 0. klasse, er det ikke nogen børn jeg kender eller som kender mig. Historiebogens sider er tomme, og der er ikke længere nogle fælles fortællinger at dele.

Den røde tråd i forhold til det enkelte barns institutionsliv, som vi ellers var så stolte af, er ikke længere en mulighed, da børnehavens budget også blev ramt hårdt af ændringen.

Min appel er, at I kære politikerne retter blikket skarpt mod SFO´erne, tager børnebrillen på og kigger på de børn, forældre og pædagoger, der rammes af de beslutninger, I træffer. Det er sørgeligt, at vi har et samfund, der prioriterer økonomien her og nu, fremfor værdien af det tværfaglige samarbejde, den tidlig indsats og det forebyggende arbejde i forhold til det enkelte barn, der ikke først starter, når barnet fylder 6 år. Det gælder Danmarks fremtid, som i min optik burde have den højeste prioritet, og ser man det i et fremtidsperspektiv, så kunne det faktisk også vise sig at være besparende på sigt.

Da det på politisk plan blev besluttet at nedlægge fritidshjemmene i 2019 og ændre det til skolefritidsordninger, var det måske på papiret blot en formalitet, men i praksis har det haft store konsekvenser for børn som Sofie, Sofus, deres forældre og pædagogerne.