Tiden flyver og vi må flyve med!

Magnus står på gangen og græder. Han er ked af det, fordi de andre siger, at Magnus er dårlig til fodbold. Det ved Magnus allerede godt, men derfor vil han gerne være en del af det samme fællesskab, som hans klassekammerater har. Magnus og jeg taler sammen, om hvad Magnus er god til. Magnus mener ikke, at han er god til noget som helst. Jeg husker Magnus på, at da 3. klasserne spillede Minecraft i SFOen sammen, var han faktisk rigtig god, til at hjælpe de andre og sørge for, at alle blev ordentligt introduceret til spillet. Magnus tænker sig lidt om, og siger så, at det er da rigtigt nok, men at det kan være lige meget fordi, at han og de andre næsten aldrig får lov at spille på deres computere, når de er i SFO. Jeg aftaler med Magnus, at jeg nok skal tage en snak med mine kolleger og at vi nok skal få Minecraft tilbage på bordet, hvis Magnus lover, at han vil være min hjælper. Det vil Magnus rigtig gerne.

Jeg tager emnet op på et personalemøde. Debatten kører frem og tilbage. Især går snakken om, hvad ikke forældrene vil sige til, at deres børn, spiller computer i SFO tid og ikke leger udenfor.  Spørgsmålet der lukker diskussionen, er ”hvorfor er det mere rigtigt at sidde ude i en sandkasse og lege, end at spille Minecraft sammen? Børnene er da lige så meget sammen, og udvikler deres kreativitet og dannelse, hvis bare vi voksne sikrer at rammerne, for det gode fællesskab er der?”.

Vi bliver enige om, at børnene kan få lov at spille Minecraft, to gange om ugen, i en prøveperiode, hvorefter vi så vil evaluere på det.

Vi starter op og allerede med det samme, at jeg får forklaret de andre børn, at Magnus er min hjælper, da han er mindst lige så god til Minecraft, hvis ikke bedre, end mig selv, virker Magnus lettet. Næsten flyver han rundt imellem hans klassekammerater, imens han hjælper dem med at finde ressourcer, bygge huse osv. Han er i sit es. Der hvor han føler sig hjemme og tryg. De andre børn, begynder næsten at råbe om kamp, for at få Magnus hen og hjælpe dem.

Dagen efter har vi ikke Minecraft på SFOens program. Jeg leder efter Magnus, for at sikre mig, at han ikke går rundt og er ensom. Da jeg finder ham, står han og taler med de andre fra klassen om, at de skal ud og spille fodbold, fordi som en af de andre siger, ”bare fordi du er dårlig, kan du godt stå på mål”. Magnus er lykkelig. Han er ligeglad med, hvor han befinder sig på banen, bare han er på banen.
Resten af prøveperioden for Minecraft bliver Magnus’ position i fællesskabet kun bedre og bedre. Da vi i personalegruppen skal evaluere på forløbet, må de andre også erkende, at det har været rigtig godt for flere af børnene, men især Magnus har nydt et stort socialt udbytte, af forløbet.

Det er så vigtigt, at vi som pædagoger bliver ved med at, turde se mulighederne i børnenes egne ressourcer, deres alsidige kompetencer og ikke er bange for at, finde nye måder, at gøre tingene på. Vi må ikke glemme, at børnenes virkelighed ikke er ligesom vores egen. Samtidig er det også vigtigt, at vi som fagpersoner, er i stand til at forklare både forældre, kolleger og andre, hvorfor vi gør, som vi gør – at vi kan sætte ord på de pædagogiske tanker. Når folk ser, at pædagoger spiller stikbold, syer, laver fuglekasser eller, ja, spiller Minecraft, så bruger vi i virkeligheden den strukturerede leg, til at styrke og udvikle børnenes forskellige kompetencer, så de får de bedst mulige kompetencer med sig, videre i livet.