Da den frie leg fik Corona

På fritidsområdet har vi en stolt tradition for at sætte børnenes muligheder for fri leg meget højt. Vi ser den frie leg som barnets mulighed for øve sig i sociale spilleregler, for at fordybe sig uden at blive afbrudt samt at skabe relationer til andre børn med samme interesser.

Jeg er bekymret for, hvilken betydning de mange Corona restriktioner på fritidsområdet har for børnenes frie leg og deres mulighed for at øve sig i at forhandle, samarbejde og gå på kompromis. De mange restriktioner gør at børnenes leg bliver meget voksenstyret, idet vi er nødsaget til at sætte nogle meget begrænsende regler op for, hvor de må lege, hvad de må lege med og hvem de må lege med.

Det er torsdag, klokken er lidt over 13 og det er SFO tid. En af de gode lange SFO-dage, hvor der er masser af tid til at lege og fordybe sig. Vejret er denne torsdag ikke det bedste. Det regner voldsomt og børnenes regntøj er stadig vådt efter sidste frikvarter. Vi vælger derfor at blive indenfor, hvilket betyder at børnene denne eftermiddag må opholde sig i deres klasselokale. Det er ikke nemt at skabe gode lege i et lokale fyldt med borde og hvor den eneste frie gulvplads er gennemgangsområde til garderoben. Samtidig er udvalget af legetøj begrænset og valgt af de voksne ud fra om devisen om, at det skal være let at rengøre.

Storm og Albert kommer og spørger om de må lege med de små biler. De 2 drenge elsker at lege med biler og er gode til at fordybe sig i lang tid i deres leg. Jeg må desværre skuffe dem, da de små biler ikke tåler den daglige rengøring. Jeg finder dog de nye biler frem, som vi har købt i SFO’en og giver dem til drengene. De ser noget skuffet ud, da de drager afsted med de ikke særlig inspirerende plastbiler, som nok er mest eget til børnehavens sandkasse. De får dog hurtig gang i en god leg på gulvet, en leg der også involverer en del dyr og optager meget gulvplads. Jeg kan hører drengene aftale og forhandle om forskellige roller og elementer i deres leg. Jeg kan dog også hører deres frustration, hver gang et andet barn bliver nødt til at gå igennem deres leg for at komme et andet sted hen i lokalet. Jeg forsøger at hjælpe drengene ved at rykke et par borde, så de andre børn kan gå uden om deres leg, men alligevel oplever jeg at Storm og Alberts gode leg lige så stille går i opløsning pga. de mange afbrydelser.

Ude i garderoben leger Maja, Line og Anne en hest-leg, hvor Anne og Line er hestene, som Maja passer og går tur med. Pigerne hygger sig og jeg kan hører deres glade stemmer ind i klasselokalet. Da jeg på et tidspunkt kigger ud til pigerne, opdager jeg, at Fie fra den anden 0. klasse har koblet sig på legen. Jeg overvejer kort, om jeg bare skal lade som ingenting, men i en tid med fokus på smittekæder og smitteopsporing er det nok ikke så smart. Jeg fortæller pigerne, at det ikke er så godt, at de leger sammen pga. Corona reglerne. Fie bliver selvfølgelig lidt ked af det. Jeg tilbyder Fie at gå med hende ind i hendes egen klasse og se, om der er nogen derinde, der vil lege hest-leg med hende. Det vil Sara og Lise heldigvis gerne, og pigerne giver sig straks til at forhandle om, hvem der skal være hest osv. Men da jeg 10 minutter senere tjekker op på pigerne, finder jeg Fie siddende alene på sin plads, hvor hun er i gang med at tegne. Hest-legen er desværre hurtigt gået i opløsning, da pigerne ikke har haft den samme referenceramme ift. legens form og indhold.

I løbet af eftermiddagen oplever jeg flere af disse episoder. Der er drengene, som ikke må spille fodbold sammen med dem fra den anden klasse. Der er den stille pige, der bruger hele sin eftermiddag på at sidde på sin plads og tegne. Der er Jonas fra den anden 0. klasse, der i lang tid står i døren mellem de 2 klasselokaler og ser længselsfuldt på Storm og Alberts leg, men ikke må komme ind og være med.

Jeg går hjem den torsdag, tung om hjertet og med følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok. Jeg forsøger at slå dagens oplevelser hen med en undskyldning om, at det jo nok bare var fordi, vi måtte være indenfor, at dagen blev som den gjorde. Det går jo meget bedre, når vi kan være udenfor. Så kommer jeg i tanke om sidste torsdag, hvor drengene fra 0.A gerne ville lege røvere ovre i skoven, men måtte finde på noget andet, da 1.A allerede legede derovre. Om episoden fra i mandags hvor min kollega måtte bryde ind i en god leg på legepladsen, fordi børnene i legen var fra forskellige klasser. Om den daglige 15 minutters afbrydelse af børnenes leg i skolegården, for at de ældre årgange kan holde frikvarter i derude uden at blive blandet med SFO-børnene.

Mit pædagoghjerte bløder en lille smule hver gang, jeg bliver nødt til at vælge restriktionerne over leg og fællesskab. Men det er de vilkår, vi må leve med i øjeblikket for ikke at skabe smittekæder og sende hele SFO’en hjem. Der er dog ingen tvivl om at restriktionerne i den grad konflikter med alt hvad den frie leg står for, nemlig friheden til at vælge hvem man vil lege med, hvad man vil lege med og hvor man vil lege. De gode læringsfællesskaber som legen skaber, bliver afgrænset til kun at bestå af de samme børn, som nødvendigvis ikke har samme interesser. Den gensidige inspiration som udvikler legen og skaber nye lege, bliver besværliggjort af, at børnene ikke oplever andre aldersgruppe lege og derved ikke har nogen at kopiere legeideer fra. Selv det at være med i fællesskabet omkring en leg vanskeliggøres og skaber situationer, hvor børn oplever at bliver ekskluderet udelukkende på baggrund af, hvilken klasse de går i.

Da vores dagligdag med restriktioner ikke ser ud til at forsvinde foreløbig, er det vigtigere end nogensinde før, at vi får sat fokus på den frie legs betydning for børnene. På hvilken indvirkning det har på børnenes trivsel og læring, når den frie leg begrænses. Det handler ikke bare om, at pædagogerne ude i landets SFO’er skal blive bedre til at skabe nye muligheder for den frie leg inden for de rammer, som Corna restriktionerne byder os. Vi bliver nødt til at få sat den frie leg på dagsorden både ude i SFO’erne men også i samfundsdebatten. Det betyder noget for børns fremtidige kompetencer, at de har haft friheden til at lege. Gennem legen udvikler de evnen til at samarbejde, til at forhandle og til at udsætte egne behov. Legen giver dem mulighed for at udtrykke sig, bruge fantasien og drømme om fremtiden. Hvad det får at betydning for Storm, Albert, Fie og Jonas, at deres frie leg og legefællesskaber bliver begrænset af restriktioner, ser vi nok først udslaget af om nogle år. I mellem tiden bliver vi nødt til igen og igen at skabe opmærksomhed på vigtigheden af den fri leg, også i en tid hvor vi ikke kan gøre så meget ved de ydre vilkår.