Skal det virkelig være en app der danner dit barn?
”SIDDER DIT BARN DERHJEMME OG KEDER SIG SÅ HENT DENNE APP SOM KAN LÆSE HØJT FOR DEM!”
HVAD!
Reklamen skærer mig i øjnene.
Der er så mange faldgruber i den sætning, at jeg nærmest ikke ved hvor jeg skal starte.
Hvis vi skærer lidt i sætningen: ”sidder dit barn og keder sig”, ja, det er vel ikke det værste? Det kan faktisk være sundt og ligefrem lærerigt at kede sig. Det får barnet til at øve i sig i at tænke kreativt, en evne der er meget brugbar i vores tid, hvor verden udvikler sig hele tiden.
Så går vi til anden del af sætningen; ”…app, som kan læse højt for dem”. Er det et mål i sig selv vi ønsker? At hvis børn keder sig derhjemme, alene, så kan de bare få læst højt fra en app? Hvor er samværet? Snakken om billederne i bogen? Den specielle skøre stemme? Hvorfor sidde derhjemme og kede sig mens de får læst højt fra en upersonlig app, når de kan gå i SFO? Der er både klassekammerater, bedste venner og voksne der er uddannet i børns trivsel og læring. Pædagogen kan støtte og guide når legen bliver svær eller det bare er svært at finde en at lege med. Pædagogen kan hjælpe til at reflektere sammen, måske endda se tingene fra en anden vinkel. Pædagogen kan vise det ikke er farligt at tabe i fodbold eller være dårlig til at ramme målet. Hjælpe med at støtte andre. Man kan læne sig op ad pædagogen imens man hører historie.
Ja, det behøver faktisk ikke kun være en læse app, der løser pasningen af barnet. Jeg og mine pædagog kollegaer har en klar ide om hvad børnene bruger en del af deres tid på derhjemme. Især efter Covid – 19, hvor en del børn ikke er kommet tilbage i SFO. Ja, børnene fortæller da gerne om de fede spil de bruger hele eftermiddagen på, istedet for at mødes in real med vennerne. Nej, jeg er ikke en af dem der afviser at computerspil også kan noget socialt og være lærrigt. Men men men, spil kræver også en del af os som mennesker. Vi skal regulere op og ned, tilpasse vores sprog og handlinger, så vi ikke smadrer skærmen hvis vi taber, eller sviner den bedste ven så meget til, at hun ikke gider spiller igen. Her har børnene også brug en voksen som kan guide og støtte dem i f.eks. digital dannelse. Så nej, digitale spil kan ikke være en god barnepige i længden, det er en nødløsning.
Børn er fremtidens borgere, skal de spises af med hvad der engang var en nødløsning eller skal vi investere i dem? Jeg er ikke i tvivl, er du? Til dem der ikke mener det vedkommer dem, plejer jeg at sige: “hvis du ikke stemmer med hjertet, så stem med hjernen”. Det bliver kun dyrere i længden. Så lad os finde på nogle gode løsninger sammen, hvor vi vægter børnene, også dem der går i skole. Sæt flere pædagoger i skolen og SFO, så vi kan gøre det vi er bedst til, nemlig at skabe det bedst mulige fundament og de bedste rammer for trivsel, udvikling og læring. Det giver glade børn – som en dag bliver glade voksne. Ja tak.
