SFO børn bliver i stigende grad meldt ud af fællesskaberne.
Når børnene udmeldes af sfo, hvem skal så danne, udvikle og guide børnene i sociale færdigheder?
For år tilbage betød fritid at man løb rundt på bare tæer i parker og på gader, sammen med sine venner og veninder. Solen skinnede altid og der var liv og glade dage. Eller også var der sne, så det næsten ramte tagene. Børnene samledes på kælkebakken og susede afsted på deres gamle træ-slæder, med en symfoni af hvin og fryd. Man legede sig til lærdommen om det liv, som ventede efter folkeskolen. Dengang var det alles ansvar at danne, udvikle og guide børn i deres sociale liv. Der var altid en der gik hjemme, naboen, vennens mor, morfar og mormor eller Svend med det store æbletræ, som syntes det var hyggeligt at børnene flokkedes nede i hans have efter skole. Der var voksne mennesker til at se efter og hjælpe børnene.
Men i dag er en ny tid. Solen brænder ikke så kraftigt mere og sneen får vi kun at se ganske få dage om året. Sommeren er blevet kold -og vinteren til en lun sjappet fornøjelse.
Desværre gælder det også den kommunale prioritering af det pædagogiske personale i SFO. De dygtige pædagoger er stadig at finde rundt i landets SFOer, men normeringerne gør, at der er langt imellem dem.
Min kollega fortalte mig forleden, at da hun startede i fritidstilbud for 20 år siden var man én pædagog til 9-10 børn. I dag er man én pædagog til 25 børn minimum. Der er langt større krav til data, dokumentering, mødeaktiviteter, handleplaner på mange børn, elevplaner og meget mere, som suger tid ud af nærværet på gulvet.
Kulturen har ændret sig, og vi mennesker er på arbejdsmarkedet i mange flere år. Hvis vi går hjemme, er det fordi vi ikke har overskud eller mulighed for at være der for andre. Der er ikke det medborgerskab og forpligtigelsen for omsorg for hinanden, som man havde for 30 år siden. Det er blevet en nødvendighed at tilmelde børnene i SFO, og betale for at dygtige pædagoger danner børnene, mens vi selv er på arbejde eller går til fitness eller deltager i aktiviteter, i stræben på at realisere sig selv, hvis børnene samtidig skal dannes, udvikles og socialiseres.
I stigende grad oplever SFOer rundt i landet at børnetallet svinder. Der er mange årsager til denne flugt, økonomi, forældrene arbejder hjemme under Covid-19 eller børn der ikke gider være i SFO og mange flere. Jeg tror desværre at forældre kigger tilbage på deres egen barndom og tænker, hvorfor skal børn i dag gå i en SFO – det gjorde vi da ikke. Hvorfor overhovedet betale for det, hvis børnene ikke gider. Hvad får de ud af det?
Når mange børn desværre meldes ud af SFO, mister de det fællesskab man får her. I stedet får de lov til at gå hjem efter skole, og det lader til at forældrene ikke er klar over at tiden er blevet en anden.
I dag er gaderne tomme, der er ikke liv og glade dage i parken. Stilheden er ikke lig med børn der tager hjem og er aktive og sociale med deres venner. Nej, det er i stedet tegn på børn, der sidder alene på deres værelse og spiller ipad eller computer.
De famler alene rundt i barndommens lærdom, som skal ruste dem til at blive robuste medborgere, der føler et ansvar for og i samfundet. Man skal yde for at kunne nyde, lød det en gang. Men nu foregår det sociale liv online, og hvis man føler at man bliver sagt imod eller man ikke lige gider mere, så slukker man på knappen og alt går i sort. Det forpligtende fællesskab er noget man bare slukker for, hvis ikke det passer ind i ens egen forestilling.
Når børnene er blevet voksne, og arbejdslivet kalder, så findes der ikke en sluk knap, når man møder modgang. De bliver nødt til at vide, hvad de skal gøre med den modstand. De bliver nødt til at have nogle erfaringer fra forskellige situationer, hvor de er blevet støttet, guidet og udfordret på deres håndtering og udvikling. Basisgrundlaget for konflikthåndtering og opnået selvværd skal være i orden, så de som voksne kan agere i de mange situationer, hvor de vil møde modstand. Modstand der vil gøre dem endnu stærkere og ikke bringe dem ud i angst og depression.
Det giver en meget negativ effekt, når flere udmeldes fra SFO. Fællesskabet i gruppen mister kvalitet og børne-hierarkiet bliver rystet, og der skal findes en ny orden igen, diversiteten svinder og børnene har ikke så mange andre at vælge relationer imellem. De, der bliver meldt ud, tager måske en legekammerat med hjem i stedet. Men ofte er det den samme kammerat, og de ved hvad de kan forvente af hinanden. De to kan, i ro fra ydre forstyrrelser, dyrke deres venskab igennem det spil, som de begge to så godt kan lide. Dette bliver således endnu en distance fra fællesskabet og en meget sårbar relation at bygge på. Jeg har igennem mit arbejde som pædagog set mange børn med disse relationer. De dage hvor den ene er syg eller på anden måde fraværende, kan nogle børn opleve nærmest angstlignende tilstande i det store fællesskab i gruppen.
Det kan godt være, at det ikke er alle børn der elsker at gå i SFO og at det for nogen kan være træls, kedeligt eller svært at skulle blive der et par timer efter skoletid. Måske er det lige præcis disse børn, der har allerbedst af at forældrene bakker tilbuddet op og forklarer deres børn, hvorfor det er så vigtigt, at de bliver. Det er vigtigt for børn i SFO-alderen at være i det pædagogiske tilbud. Tiden er ikke længere til, at forældre alene har plads i dagligdagen til at danne børnene tilstrækkeligt. Pædagogerne er uddannet til at danne det hele menneske og de kender og ser børnene i mange forskellige kontekster, som kvalificerer deres pædagogiske arbejde med hvert enkelt barn. De ved hvordan børnene kan styrke deres selvværd og selvtillid, og hvem der har brug for at træne den indre styring og vente på tur. De ved, hvordan de kan guide børnene til at opnå mere robusthed i deres liv og de ved hvordan man gør det hele til en leg i læring. Nogle gange kan det godt være svært at lære og det kan føles kedeligt, fordi det faktisk er rigtig svært. Men der vil, ud fra min erfaring, altid stå en SFO-pædagog ved siden af og hjælpe barnet igennem det der er svært, og sende det stærkere videre.
Opbakning fra jer forældre, bedre normeringer og anerkendelse af det pædagogiske fag, er der behov for. Det vil højne mulighederne for at holde på de dygtige pædagoger hvis lys er ved at brænde ud. Man ville kunne ansætte unge dygtige nyuddannede og have tid og overskud til at støtte dem på vejen til en forståelse af deres eget pædagogiske ståsted i hverdagen. Man ville kunne få solen til at skinne i børnenes øjne og sneen til at falde i deres fantasi. Nærvær og pædagogiske hænder er kimen til udvikling.
#pæddk
#stoltpædagog
#hvorerderenvoksen
#fritidspædagogik