En tidslomme – på den gode måde
”Det er faktisk ret dejligt at være i SFO”. Ordene er Tobias’, og de faldt i dag under en stille eftermiddagsstund i feriepasning.
Tobias går i tredje klasse og er fast inventar i SFO’en. Både i hverdagene og ferierne. Altid fuld af gode idéer til nye lege, altid klar på at give de nærmeste tilhører en personlig forelæsning om – tja, det kommer sig vist ikke så nøje. Sammen med især én anden kammerat kan han forsvinde ind i fantasiens forunderlige univers i timevis, bag en hæk, under rutsjebanen, mellem de visne blade, eller hvor de nu lige kan være i fred.
Men lige pludselig går den ikke længere. En uoverensstemmelse vokser sig for stor, og med tårerne trillende ned ad de ildrøde kinder kommer Tobias stormende forbi. Han styrer direkte mod det diagonalt modsatte hjørne, mens eder og forbandelser, der må gøre selv den mest hårdkogte havnearbejder misundelig, står som en tordensky om hovedet på ham. Jeg kender både Tobias og kammeraten ret godt, og jeg ved, at deres kontroverser kan påvirke dem ualmindeligt meget, samtidig med at deres temperamenter kan spænde ben for deres egne forsøg på at blive gode venner igen.
Heldigvis er netop vores SFO en – for nu at bruge en fagfælles ord – ”tidslomme, på den gode måde”. Et sted, hvor alle pædagoger ikke er låst fast i på forhånd planlagte aktiviteter eller ”værksteder”. Vi er synlige, tilgængelige og klar til at hjælpe børnene med at komme videre i deres konflikter, som det er tilfældet mellem Tobias og kammeraten. Men også klar på at følge børnenes spor og gribe de bolde, som børnene kaster op i luften. I såvel overført som bogstavelig forstand.
Og det er netop det, der er mit budskab her: Den gode fritidspædagogik er ikke kendetegnet ved en buffet af voksenstyrede aktiviteter, vores succes skal ikke måles i antal deltagere til hverken keramikværksted, rundbold, gameraften eller lignende arrangementer.
Den gode fritidspædagogik er den hvor nærvær, øjenhøjde og flow udgør fundamentet for vores arbejde. Hvor børnene gennem egne initiativer og deres frie leg får mulighed for at udforske livets op- og nedture, udfordre egne grænser, udvikle relationer. Hvor pædagogerne altid er klar til at tage del i børnenes oplevelser og støtte, når der bliver behov for støtte, men i høj grad også giver børnene plads til at danne egne erfaringer. Hvor børnene opbygger en forståelse for fællesskabets betydning, de demokratiske processer og deres egen aktie i at få venskaber til at lykkes.
Sådan er det stadig væk hos os, og netop derfor kan vi skabe et sted, hvor Tobias faktisk synes, det er dejligt at være – også i en skoleferie. Vores ”koncept”, den gode fritidspædagogik, er under pres fra mange kanter: reduceret åbningstid, mangel på pædagogfaglig ledelse, høj forældrebetaling, uhensigtsmæssig mødeplanlægning… Listen kan fortsættes, men det må høre til i et andet indlæg. I stedet vil jeg slutte her med en opfordring til alle jer læsere derude: Hjælp mig med at sprede budskabet om, at nærvær, øjenhøjde, flow og fordybelse udgør de fundamentale søjler i de danske SFO’er, og de må ikke eroderes af tidens fokus på målbarhed og aktivitetsbuffeter. For hvem skal så se, når Tobias og kammeraten har brug for en hånd i deres vigtige venskab?
